Danske gymnasieelevers udskejelser i Prag trak sidste år store overskrifter, i både Danmark og Tjekkiet, da de unge både overdængede hoteller med æg og smadrede vinduer.
Derfor kunne en nærliggende konklusion være, at de danske unges rejsebureauer var bandlyst fra hotellerne i Prag. Det er dog ikke tilfældet for flere af de hoteller, som DR Nyheder har været i kontakt med.
Af de fire lokale hoteller, som tidligere har haft danske unge boende og ønsker at udtale sig, vil de tre nemlig gerne tage imod de danske festrejsende.
Hoteldirektør: Husker ingen problemer
Et af de hoteller er Hotel Olympik. Her er man slet ikke nervøse for danske studerendes hærgen.
- Sidste år havde vi omkring 2000 danske studerende i vores hoteller, og jeg husker ingen problemer, siger hoteldirektør Vlastislav Šos, der heller ikke har kunnet mærket forskel på danske studerende i forhold til andre nationers.
- Jeg har heller ikke hørt fra mine kollegaer, at der var sket noget frygteligt sidste år.
Ét hotel siger nej
Vlastislav Šos siger desuden, at han stoler på hotellets egne vagter og de lokale myndigheder, hvis der skulle blive optræk til problemer.
Det er dog ikke alle, der husker de danske studerendes besøg med lige stor glæde.
For Hotel Rubicon var besøget nemlig så voldsomt, at man ikke længere vil have grupper af danske studerende boende.