Ariklen er ændret den 3/11, så det klart fremgår at Gazastriben, herunder områdets myndigheder, er kontrolleret af Hamas, der stod bag terrorangrebet i Israel den 7/10.
Artiklen er ændret 13/10. Den oprindelige version indeholdt en billedserie fra et israelsk hospital. Serien er fjernet, da koblingen til artiklens hovedvinkel var for uklar.
Konstant kaos og panisk personale farer rundt, mens uendelige strømme af sårede civile styrter ind af dørene.
Forældre sprinter ind i hospitalsbygningen med deres kvæstede døtre og sønner i armene, og patienter ligger på hospitalets beskidte gulve.
Babyer bryder ud i gråd og skrig, eller også er de drænet for energi.
Det er lige nu hverdagen på hospitalsgangene i Gaza.
'Ikke noget sted, hvor de sårede kan behandles'
Med et areal, der kun er lidt større end Langeland og en befolkning på 2,3 millioner palæstinensere, er Gazastriben et af de mest tætbefolkede områder på Jorden.
Hospitalssengene er fyldte, og der er "ikke noget sted, hvor de sårede fra israelske luftangreb kan behandles", står der i en pressemeddelelse udgivet af Gazas sundhedsministerium, som er kontrolleret af Hamas, i nat dansk tid.
Derudover mangler de 2,3 millioner borgere, som er fanget i Gaza-striben, elektricitet, forsyninger og vand.
Israel har nemlig blokeret for leverancen af el, mad og vand til Gaza, efter Hamas' angreb mod Israel den 7. oktober, hvor flere end 1.400 blev dræbt, og Hamas tog over 200 gidsler med til Gaza.
Hamas har kontrollen i Gaza og er en bevægelse, der benytter sig af terror. Derfor står de på EU og USA's terror-lister.
- Den totale blokering af elektricitet, vand og brændstof af israelske besættelsesstyrker udgør en fare for de såredes og syges liv, hvilket forårsager en alvorlig sundheds- og miljøkatastrofe, fortsætter pressemeddelelsen.
Dette går derfor især ud over hospitalerne i Gaza, samt de FN-skoler, hvor over 175.000 palæstinensere har søgt ly for bomberne.
Flere NGO'erhar advaret om konsekvenserne af denne blokade for de civile i Gaza.
Israelerne er 'fuldt ansvarlige for de sårede'
Ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder har mindst 1.537 palæstinensere mistet livet og 6.049 er blevet såret, siden de israelske angreb på Gaza begyndte. Af disse er 500 børn og 276 kvinder
Sundhedsministeriet i Gaza fortæller, at mulighederne for behandling i området er på et kritisk stadie, og man er snart ved at løbe tør for medicin.
Ifølge ministeriet er der ingen tvivl om, hvem der skal stå til ansvar for de overfyldte hospitaler:
- Sundhedsministeriet i Gaza holder den israelske besættelse fuldt ansvarlig for de såredes og syges liv på grund af besættelsens svækkelse af sundhedssystemet.
Ministeriet mener, at Israel har ødelagt ministeriets muligheder for at hjælpe palæstinenserne, især nu, hvor Israel har blokeret for mad, el og vand, mens militæret fortsætter dets aggression mod Gazastriben.
Bruger på én dag, det der normalt bruges på en måned
Med hundredvis af israelske angreb, der regner ned over palæstinensernes lille enklave, har de ingen steder at løbe hen.
Tirsdag sagde en talsperson fra sundhedsmyndighederne i Gaza, at alle medicinske faciliteter i Gazastriben er på randen til at knække.
- Vi har et underskud på medicin, medicinske forsyninger og reagenser, som er nødvendige for at drive laboratorierne, fortæller Medhat Abbas, generaldirektør for Gazas sundhedsministerium.
Han fortalte, at kapaciteten på hospitalerne kun er på 2.000 senge, og at grunden til manglen på medicin er, at man på en dag anvender medicin, som man normalt bruger på en måned.
Derudover fortæller Læger Uden Grænser også til CNN, at Gazas hospitaler er ved at kollapse på grund af manglen på brændstof, de mange sårede og den store mangel på medicin.
- Nogle hospitaler har kun brændstof nok til fire dage, fremhæver Avril Benoît, chef for organisationens amerikanske afdeling.
Gaza er mørklagt, men angrebene kan stadig høres
På sociale medier florerer videoer, hvor Gaza er helt mørktlagt, mens man i baggrunden kan høre gentagne luftangreb.
Det skyldes, at Gazastriben ikke længere har nogen strømforsyning, da områdets eneste kraftværk er sat ud af drift, hvilket gør det endnu sværre at hjælpe de sårede borgere.
FN's generalsekretær, Antonio Guterres, opfordrer derfor til, at mad, vand og brændstof får adgang til Gaza med det samme. Lige nu er der fuldstændigt blokeret for alle former for passage.
- Vi har brug for hurtig og uhindret humanitær adgang nu, skrev Guterres på X, tidligere kendt som Twitter.
Over 260.000 mennesker er indtil videre flygtet fra deres hjem i Gazastriben som følge af de israelske bombardementer.