Hongkong-protesterne fortsætter: Derfor går aktivisten Jaco på gaden

Selvom et lovforslag om udleveringen til Kina er skrottet, går demonstranterne fortsat på gaden.

Demonstranterne har tidligere blokeret både lufthavne og togstation i Hongkong, der har lammet byens trafik. (Foto: © AMR ABDALLAH DALSH, Scanpix)

- Vi skal ikke have nogen undskyldning for at føle os frie. Derfor er vi nødt til at fortsætte demonstrationerne.

Sådan siger den 28-årige aktivist Jaco Lam. De seneste 15 weekender har han sammen med tusindvis af andre demonstranter gået gaderne tynde i Hongkong.

- Vi demonstrerer mod Kinas stigende kontrol med Hongkong, siger Jaco Lam.

Demonstrationerne startede i marts, da Hongkongs regering meldte ud, at de ville gøre det muligt at udlevere borgere i Hongkong til retsforfølgelse i Kina.Og det var også det, der fik Jaco Lam på gaden i første omgang.

Siden da har Hongkongs politiske leder, Carrie Lam, trukket lovforslaget tilbage efter massivt pres fra demonstranterne. Så hvorfor går demonstranterne stadigvæk på gaden? Det undersøger P3's nyhedspodcast Den daglige dosis.

Mere kinesisk kontrol

Hongkong har en semi-selvstændig status. Den fik de efter en gammel aftale med Kina under mottoet 'et land, to systemer'. Det betyder, at Hongkong har eget retssystem, egne grænser samt ytrings- og forsamlingsfrihed.

Men det sidste har hongkongerne ifølge Jaco Lam ikke set i mange år.

- Kina kontrollerer os mere og mere. De har blandt andet taget vores ytringsfrihed fra os. Vi har tidligere set, at aktivister, der kritiserer Kina, er blevet sendt til fastlands-Kina for at stå skoleret.

- Så lovforslaget ville blot have legaliseret den politiske kidnapning, som Kina har foretaget i årevis, siger Jaco Lam.

Og Kina er ikke just en fortaler for menneskerettigheder. Organisationen Amnesty International anslår, at Kina årligt henretter tusinder af mennesker, og Kina er flere gange blevet kritiseret for at have et brutalt retssystem, der omfatter tortur og unfair rettergang.

- Vi kan mærke, at Kina undertrykker mere og mere. De tillader ikke folket at have demokratiske rettigheder. Og det kan vi ikke tillade i Hongkong. Derfor er vi nødt til at kæmpe for vores pressefrihed og ytringsfrihed, siger Jaco Lam.

Vælger ikke egen leder

Men demonstrationerne handler ikke kun om retten til at kunne sige, hvad man vil. De handler også om retten til at vælge sin egen leder. For det gør hongkongerne ikke, som det er nu.

Siden 2014 har det kun været kandidater, der er blevet godkendt af det kinesiske styre i Beijing, der har kunne vælges til posten som politisk leder i Hongkong.

Og Hongkongs leder udpeges af en valgkomité bestående af 1.200 medlemmer, der hovedsageligt består af repræsentanter fra bystyrets elite, erhvervsliv og handelsorganer.

- Hver myndig borger skal have en stemme. Vores øverste leder er ikke valgt af os. Det er en simpel demokratisk kamp, der er værd at kæmpe, siger Jaco Lam.

Så selvom Carrie Lam har bøjet sig og trukket det kontroversielle lovforslag tilbage - så har aktivisterne og Jaco Lam stadigvæk meget at kæmpe for i Hongkong.

- Vi fortsætter, indtil vi får vores frihed, siger han.