Torsdag aften gik det hollandske storhold Ajax Amsterdam på banen på Johan Cruyff Arena mod det israelske hold Maccabi Tel Aviv i fjerde spillerunde af turneringen Europa League.
Kampen endte med en 5-0-sejr til Ajax, men det er ikke resultatet, der står tilbage i erindringen efter kampen.
For her blev israelske fans nemlig overfaldet af grupper af unge mennesker, som resulterede i flere sårede israelske fodboldfans.
Hollands premierminister, Dick Schoof, kaldte hurtigt overfaldene for et fuldstændig uacceptabelt antisemitisk angreb.
Senere fredag kaldte han angrebene et tegn på stigende antisemitisme i Holland og sagde samtidig, at han skammer sig over hændelserne, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge Christian Foldager, der tidligere har været bosiddende i Holland gennem flere år og i dag er journalist på Berlingske, så er hændelserne noget, der chokerer hollænderne.
- De har ikke set lignende scener i den her størrelsesorden i årtier. Tidligere i år har der været lignende sager, dog uden at der har været en fodboldkamp, hvor civile hollandske jøder er blevet jagtet på gaderne, siger han.
Også Femke Halsema, der er Amsterdams borgmester, fordømte på et pressemøde fredag hændelserne.
Hun understregede, at man i den hollandske hovedstad er vant til spændinger og demonstrationer i forbindelse med konflikten i Mellemøsten, men at gårsdagens hændelser ikke havde noget med en demonstration at gøre.
- Det, der skete i går, var ikke en protest. Det havde intet at gøre med en protest eller demonstration. Det var en forbrydelse, lød det.
Hun sagde yderligere, at hændelsen ledte tankerne hen på pogromer mod jøder i hollandsk og europæisk historie.
Ingen indikationer på, at noget var under opsejling
Allerede forud for kampen torsdag aften var fans fra Maccabi Tel Aviv gået gennem Amsterdam i en fanmarch. Samtidig med den fandt en pro-palæstinensisk demonstration også sted i byen.
Ifølge nyhedsbureauet dpa var der forud for kampen sammenstød mellem hollandsk politi og pro-palæstinensiske demonstranter.
Men det var først efter kampen, at urolighederne for alvor brød ud.
Amsterdams borgmester fortalte på pressemødet fredag, at israelske fans blev angrebet af folk på scootere.
- Hit and run. De angreb og stak af fra politiet, siger Femke Halsema, som også fortalte, at der generelt var en hadefuld stemning i byen natten til fredag.
Antiterror-myndigheder i Amsterdam havde dog ingen indikationer på, at noget var under opsejling.
- Der var ingen konkrete trusler før kampen, hverken mod fans eller spillere, sagde Femke Halsema.
På pressemødet var også Amsterdams politichef, Peter Holla. Han var ligeledes forfærdet over hændelserne og sagde, at det har efterladt ham "virkelig chokeret".
Ifølge ham var fem fans fra Maccabi Tel Aviv kørt på hospitalet med kvæstelser efter overfald og senere udskrevet igen. Ydermere skulle 20-30 israelske fans være kommet lettere til skade, sagde politichefen.
Maccabi-tilhængerne havde dog også været aggressive, fortalte Peter Holla på pressemødet.
- Maccabi-supporterne rev palæstinensiske flag ned facaderne, angreb en taxa og satte ild til et palæstinensisk flag, sagde han.
Det skulle ifølge BBC være sket om onsdagen, altså dagen før kampen.
Ifølge Amsterdams chefanklager anholdt politiet 62 personer i forbindelse med urolighederne.
Langt de fleste af dem er løsladt igen, og de har blandt andet fået bøder for at kaste fyrværkeri eller for besiddelse af knive.
Politiet er dog endnu ikke færdig med undersøgelserne af alle de anholdte, og man jagter stadig flere gerningsmænd bag, lød det.
På pressemødet sagde borgmesteren, at hun ikke vil kommentere på personernes etnicitet, så længe efterforskningen er i gang.
Mange videoer florerer på de sociale medier
I løbet af fredagen har der ifølge hollandske medier været en del videoer på de sociale medier, der angiveligt viser voldelige overfald på israelske fodboldfans.
Samtidig florerer der også videoer, der angiveligt viser israelske fans synge anti-palæstinensiske sange i Amsterdam, ligesom videoer af nedrevne palæstinensiske flag også fylder på nettet. Det er umiddelbart sket før kampen, mens de voldelige overfald er sket efter slutfløjtet på Johan Cruyff Arena torsdag aften.
Videoen her viser et palæstinensisk flag blive fjernet. Angiveligt af israelske fodboldfans.
I en anden video ser man en større gruppe Maccabi-tilhængere på en rulletrappe ved en metrostation synge blandt andet "lad IDF (det israelske militær, red.) vinde", samt skældsord mod arabere.
Se klippet her:
Under pressemødet fredag blev borgmester Femke Halsema også spurgt ind til de videoer, der florerer i forbindelse med urolighederne.
Her sagde en journalist til Halsema, at hun "ikke beskrev den fulde kontekst", og at hændelserne "er en del af en historie, som ikke bliver fortalt".
Her svarede borgmesteren, at hun havde beskrevet hele konteksten, og at der ikke er nogle undskyldninger for overfaldene, skriver BBC.
Israelske fans blev politieskorteret til lufthavn
Da de israelske fans fredag skulle i lufthavnen for at vende retur til Israel, ankom de i flere busser med politieskorte, skriver flere hollandske medier. Her stod militærpoliti klar ved lufthavnen for at tage imod fansene.
I Schiphol-lufthavnen var mange af israelerne rystede over nattens uroligheder.
- På stadion var der en, der hviskede: 'lad være med at tale hebraisk. Der er folk på stadion, der leder efter folk med jødiske træk. Tal kun engelsk', siger israelske Avi, som du kan se i videoen herunder.
Tidligere fredag havde den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, på det sociale medie X opfordret israelere i Amsterdam til at holde sig inden døre og ikke bære synlige jødiske eller israelske symboler.
Senere lød opfordringen fra Israel, at fans skal tage et fly tilbage til Israel hurtigst muligt.
Israels nationale sikkerhedsråd har fredag eftermiddag opfordret landets borgere til at holde sig fra en basketballkamp mellem Virtus Bologna og Maccabi Tel Aviv i Norditalien.
Politisk efterspil på vej med Geert Wilders i centrum
Demonstrationer forbydes nu i Amsterdam over weekenden som følge af de voldelige optøjer, oplyste byens borgmester fredag på pressemødet. Det samme gælder maskering af ansigter.
Og det er er stort skridt at tage men løser ikke noget, siger Christian Foldager, journalist på Berlingske, der har boet i Holland gennem en årrække.
- Det løser dog ikke problemet for de hollandske jøder. For dem er det jo ikke et midlertidigt problem i forbindelse med en fodboldkamp, men et permanent problem. Mange jøder i Holland føler sig usikre, og den her hændelse gør ikke, at de føler sig mere sikre, siger han.
Ifølge Christain Foldager venter der nu også et politisk efterspil i Holland, som især højrefløjspolitikeren og lederen af Frihedspartiet, Geert Wilders, vil spille en central rolle i.
- Geert Wilders er leder af det største parti i Holland. Det her er en kærkommen lejlighed til, at han kan forny udlændingedebatten og prøve at få opbakning til at ændre på den hollandske udlændingepolitik, som han mener har været en fejl gennem de sidste årtier, fordi man ifølge ham har tilladt for mange at komme ind i Holland fra Mellemøsten, lyder det fra Christian Foldager.