Holland er ét skridt tættere på et burkaforbud

Et flertal i det hollandske parlaments underhus har stemt for et forbud - skal nu godkendes i overhuset, før loven træder i kraft.

Fire muslimske kvinder besøger det hollandske senat forud for afstemningen om et burkaforbud. (Foto: © Str, Scanpix)

Det hollandske parlament har vedtaget et forbud mod burkaer og andre former for fuld tildækning af ansigtet på en række offentlige steder.

Ifølge regeringen er lovindgrebet nødvendigt for at værne om sikkerheden.

Modstandere af forbuddet mener dog, at det er en generel modvilje over for muslimer, som ligger bag.

Hollands regering godkendte i maj lovforslaget, der forbyder brugen af burkaer på blandt andet skoler, hospitaler og i offentlige transportmidler og regeringsbygninger. For at loven kan træde i kraft, skal den nu godkendes af det hollandske overhus.

Kun få kvinder i burka

Loven forbyder muslimske tørklæder, der dækker hele ansigtet. Den vik også ramme folk med elefanthuer og hjelme på steder, hvor det anses for afgørende at kunne identificere personer.

Kun få kvinder i Holland går fuldt tildækket. Ifølge regeringens skøn drejer det sig om cirka 150 kvinder.

Men kravet om en lov har længe stået øverst på Geert Wilders og hans islamkritiske parti, Frihedspartiets, dagsorden.

/ritzau/Reuters