Hofreporter: Britiske prins Philip laver en 'prins Henrik'

Ligesom den danske prinsgemal trækker britiske prins Philip sig tilbage efter knap 70 år med officielle pligter.

Den britiske prinsgemal siger farvel og tak efter adskillige årtier ved sin kones side.

Den britiske dronning Elizabeth kommer ikke længere til at arbejde med sin mand prins Philip ved sin side, da han til efteråret går på pension.

Sådan lød beskeden fra Buckingham Palace i formiddags. Prins Philip vil dermed ikke deltage i flere officielle pligter, hvilket ifølge journalist og hofreporter på Billed-Bladet, Trine Larsen, er en forståelige beslutning.

- Man skal have lov til at gå på pension, når man er 95 år. Især når man er en offentlig person. Det kræver meget, især når man bliver ældre, siger hun.

Trine Larsen påpeger, at prins Philip – ligesom prins Henrik – har haft rollen som prinsgemal i det britiske kongehus. Det vil sige en støtte til dronningen, men også en toer, som har gået bag sin kone. En rolle, som kun prins Philip, prins Henrik og den nu afdøde prins Claus fra Holland, har udfyldt.

Prins Philip, som også har titel som Hertugen af Edinburgh, har været gift med dronning Elizabeth siden 1947.

Jovial og munter prinsgemal

Rollen som prinsgemal har ifølge Trine Larsen også givet prins Philip muligheden for at være lidt mere nede på jorden.

- Ligesom Henrik har han været noget mere fri og kunne deltage i andre ting, samtidig med at han været mere jovial og munter. Han er ikke en dødbider eller en alvorsmand. Han ved, hvad der rører sig i samfundet og er med på noderne, siger hun.

Den britiske prins havde ofte en kæk kommentar i ærmet. Måske brugte han nogle af dem, da han sidste år mødte den australske popstjerne Kylie Minogue. (Foto: © Pool, Scanpix)

Derfor har det ifølge Trine Larsen været typisk for prins Philip at stoppe op og tale med folk, mens dronning Elizabeth har været mere reserveret, når de var ude på kongelige opgaver.

- Prinsgemalen i både Storbritannien og Danmark har en nemmere gang på jorden og kan komme med en sød og frisk bemærkning, siger hun.

Listen over bemærkelsesværdige udtalelser fra prinsgemalen er da også lang. Under en officiel rejse til Kina i 80'erne advarede han britiske udvekslingsstudenter med ordene 'I får skæve øjne, hvis I bliver her for længe'.

I 2001 fortalte prinsen en 13-årig knægt, hvis højeste ønske var at komme ud i rummet, at han var alt for fed til at blive astronaut. Det skriver Reuters.

Ingen ændringer af arbejdsbyrden

Prins Philip tilbagetrækning betyder ifølge Trine Larsen, at vi ikke kommer til at se meget mere til ham. Måske til store fødselsdage og fester, men ellers ikke.

Prins Philip har været ved dronning Elizabeths side i 65 år. Her ses de ved et arrangement i 2015. (Foto: © Ben Stansall, Scanpix)

Hun er ikke overrasket over meldingen fra det britiske kongehus om, at han går på pension:

- De sidste gange vi har hørt om prins Philip, har det været efter officielle pligter, hvor han var blevet syg efter at have været ude i regn og dårligt vejr, siger hun.

Trine Larsen tror ikke, at prins Philips tilbagetrækning kommer til at give de øvrige medlemmer af det britiske kongehus mere arbejde. Og hun har stor tiltro til, at 91-årige dronning Elizabeth kan klare arbejdet uden sin mand ved sin side:

- Dronningen er stadig frisk og fit for fight. Nu skal hun kun tage hensyn til sig selv, og det kan måske blive en fordel, siger hun.

Dronning Elizabeth og den britiske premierminister Theresa May har begge udsendt meddelelser, hvor de udtrykker deres taknemmelighed over prins Philips arbejde gennem de mange årtier, han har været ved dronningens side.

Prins Philips planlagte opgaver frem til august vil fortsat finde sted. Men efterfølgende træder hans pension i kraft, skriver Reuters.