Højesteret blokerer for Barack Obamas klimaplan

Højesteret i USA blokerer for flere reguleringer, der skal mindske CO2-udledningen. Obamas plan blev nedstemt med stemmerne 5-4.

USAs præsident Barack Obama under et besøg på et solcelleanlæg på en militærbase i Utah sidste år, hvor han slog et slag for vedvarende energi. (Foto: © JONATHAN ERNST, Scanpix)

Højesteret i USA har valgt at blokere for en række føderale reguleringer, der skal mindske udledningen af klimaskadelig CO2 fra kraftværker, skriver flere nyhedsbureauer.

Obamas plan om at reducere udslippet fra energisektoren blev nedstemt med stemmerne 5-4, og retten fulgte dermed en klage fra 27 delstater samt forskellige selskaber og interessegrupper, der ønsker at sætte en stopper for Obama-regeringens såkaldte Clean Power Plan.

Det betyder, at reguleringerne ikke vil kunne træde i kraft, mens højesteret tager stilling til, om reguleringerne er i strid med loven.

Sejr for kul

Jens Mattias Clausen, der er klimarådgiver i miljøorganisationen Greenpeace forklarer beslutningen sådan her:

- Først og fremmest er det et helt klart signal om, at den beskidte kulindustri desværre stadig har alt, alt for meget at skulle have sagt i USA og altså også kan få indflydelse på den store globale klimaaftale i Paris.

Barack Obama har et mål om at reducere CO2-udslippet fra energisektoren med 32 procent inden 2030 sammenlignet med niveauet i 2005. Det er hjørnestenen i det tilsagn, som USA gav ved klimaforhandlingerne i Paris i december.

Hver enkelt amerikansk delstat skal som led i planen inden for et år fremlægge en plan for, hvordan de vil hjælpe til at nå målet.

Indbygget fleksibilitet

Højesterts beslutning om at blokere reguleringerne forsinker den proces, men Jens Mattias Clausen maner til besindighed:

- Den plan som Det Hvide Hus har lagt har hele tiden haft en form for fleksibilitet indbygget. Delstaternes skal først indsende deres planer for, hvordan de vil mindske CO2-udslippet i 2018 og begrænsningerne træder først i kraft i 2022, så selv om højesteretsdommen forsinker planen vil det fortsat være muligt at leve op til den oprindelige tidsplan, netop fordi der i den er taget højde for eventuelle udfordringer undervejs, siger Jens Mattias Clausen.

Det Hvide Hus oplyser, at det statslige miljøagentur EPA trods nyheden fra højesteret vil fortsætte med at samarbejde med de delstater, der ønsker det, og at man fortsat vil tage "aggressive skridt" for at reducere udledningen af CO2.

De fleste iagttagere er da også overbevist om at Clean Power-planen i sidste ende bliver gennemført, men Jens Mattias Clausen advarer om, at det vil være et kæmpe slag imod USAs grønne omstilling, hvis den skulle vise sig at blive forkastet.

- Allerede nu er det med til at skabe usikkerhed i USA's vedvarende-energi-sektor, og desværre får det kulindustrien til at vejre morgenluft, siger han.