Hizbollah kræver fangeløsladelser

Hvis Israel vil have de to soldater, som Hizbollah har bortført, løsladt, må israelerne selv løslade fanger, lyder det fra organisationen. Israel nægter at forhandle.

Hizbollah kræver, at Israel skal løslade en række fanger, hvis organisationen skal løslade de to israelske soldater, som den har bortført.

- Vi gjorde det for at få løsladt fanger fra israelske fængsler, siger Hizbollahs leder, Sayyed Hassan Nasrallah.

Israels premierminister Ehud Olmert afviser at forhandle med Hizbollah om sine soldaters løsladelse.

En krigserklæring

Olmert kalder Hizbollahs angreb på en israelsk grænsepost, hvor syv israelske soldater blev dræbt og to bortført, for en krigshandling.

Men Hiszbollah ønsker ikke krig, lyder det fra organisationens leder.

- Vi ønsker ikke en optrapning af situationen. Men hvis fjenden vil have vil ramme Libanon, så er vi rede, siger Nasrallah.

FN's generalsekretær, Kofi Annan, beklager hele situationen og kræver de israelske soldater løsladt uden forhandlinger.

Samme krav lyder fra både Rusland og USA.