De to ældre herrer i hvidt omfavner hinanden længe. Efterfølgende beder de en fælles bøn og taler sammen i tre kvarter bag lukkede døre, inden de spiser frokost.
Pave Frans har lørdag besøgt sin forgænger som den katolske kirkes overhoved, pave emeritus Benedikt XVI, på pavens officielle landssted, Castel Gandolfo, syd for Rom.
Den 76-årige argentinske jesuit, som for 10 dage siden blev valgt til ny pave, fløj til sommerresidensen i helikopter.
Han fik en varm velkomst af den snart 86-årige tyskfødte Benedikt, der bor på landstedet, indtil hans nye bolig i et kloster i Vatikanet er klar.
- Det var et øjeblik af dyb samhørighed, siger Vatikanets talsmand, Federico Lombardi, om det to og en halv time lange private møde mellem de to paver.
Der er tale om en kirkehistorisk begivenhed, for en ny pave plejer ikke at kunne møde sin forgænger, da Sankt Peters stol i Vatikanet normalt kun bliver rømmet ved en paves død.
Omkring 100 mennesker var mødt op for at overvære det historiske møde, og begge paver blev mødt med jubelråb og klapsalver ved helikopterlandingspladsen.
Fælles i bøn
Siden bad de to ældre herrer begge en bøn, hvor de på Frans opfordring begge faldt på knæ på den samme bænk.
- Vi er brødre, sagde pave Frans ifølge Vatikanets talsmand til Benedikt, som også fik overrakt en figur af den hellige jomfru Maria af sin argentinske afløser.
- Beskedenhedens Maria har - hvis det er tilladt for mig at sige det - mindet mig om Dem, sagde den nye pave, der indtil i sidste uge gik under navnet Jorge Mario Bergoglio, til den ni år ældre Benedikt.
De har givetvis haft en hel del at tale om, blandt andet om den såkaldte Vatileaks-skandale, hvor pavens butler er blevet dømt og siden benådet for at have lækket stjålne, interne dokumenter.
Skandalen skal ifølge presseforlydender have været en af grundene til, at Benedikt XVI i februar overraskende meddelte sin afgang. Den nu forhenværende pave bestemte dengang, at en intern rapport om skandalen udelukkende skulle tilgå hans afløser.
Tyskfødte Joseph Ratzinger, der nu kan kalde sig pave emeritus, har ved lørdagens møde ifølge Lombardi nok engang lovet pave Frans lydighed og loyalitet samt givet udtryk for, hvor meget han respekterer argentineren.
Bergoglio kom angiveligt ind på en andenplads ved det konklave, som i april 2005 valgte Ratzinger til pave efter afdøde Johannes Paul II.
/ritzau/dpa