Hillary Clinton: Rusland var medskyldige i mit nederlag

Demokraternes præsidentkandidat har givet sit første store interview siden valgnederlaget sidste år.

- Putin ville skabe mistillid og forvirring samt påvirke vores valg.

Sådan lød det blandt andet fra Hillary Clinton, der i går gav sit første store interview, siden hun tabte kampen om præsidentposten i november 2016. Foran et stort publikum på konferencen Women in the World i New York blev hun interviewet af New York Times-journalisten, Nicholas Kristof.

Ruslands påståede indblanding i det amerikanske præsidentvalg var ifølge The Guardian et stort tema. Hillary Clinton gav udtryk for, at hun ikke var i tvivl om, at Rusland spillede en rolle i forhold til hendes valgnederlag, og at hackingen af demokraternes e-mails blev udført efter ordre fra Rusland præsident, Vladimir Putin.

- Jeg håber, at Kongressen tager sig sammen og indser, at på grund af den succes, som Kreml har haft, vil den russiske indblanding ikke forsvinde, sagde Hillary Clinton.

Derfor opfordrede hun politikere på alle sider af det politiske spektrum i USA til at ”begynde at opføre sig som patriotiske amerikanere” ved at gennemføre en upartisk undersøgelse af Ruslands indblanding i valget.

- Lige gyldigt hvilket parti du kommer fra, hvilken forretning du driver, hvilke bekymringer du måtte have… Hvis vi ikke sammen gør noget ved det her og stiller de involverede til ansvar, vil de komme tilbage igen og igen, sagde Hillary Clinton.

Forundret over upopularitet

Clinton fortalte i interviewet, at hun lige nu arbejder på en bog om sit valgnederlag og reflekterede ligeledes over det, at hun var en kvindelig præsidentkandidat.

Hun nævnte sin forundring over, at hun var meget populær som udenrigsminister i Barack Obamas administration, men meget upopulær som præsidentkandidat.

En forskel, hun mener skyldes, at hun som udenrigsminister blev udpeget af en mand, mens hendes præsidentkandidatur var fremdrevet af egne ambitioner.

Clinton fortalte desuden, at hun havde brugt lang tid på at fordøje det faktum, at 53 procent af de hvide kvinder i USA havde stemt på Donald Trump ved præsidentvalget.

'Jeg er okay'

I løbet af interviewet kritiserede hun ifølge New York Times desuden Trumps indrejseforbud for indbyggere i en række muslimske lande, og Trump-administrationens syn på kvinder.

- Den måde kvinder bliver brugt som skydeskive, som er det, der foregår, er fuldstændig ud over enhver politisk agenda, sagde hun.

Clinton pegede blandt andet på, at Trump-administrationen forleden meldte ud, at man skærer støtten til FN’s Befolkningsfond UNFPA. Agenturen arbejder for at fremme familieplanlægning samt kvinder og børns sundhed i mere end 150 lande.

Clinton påpegede også, at det primært er mænd, som er med til at indskrænke hjælpen til kvinders sundhed.

Endelig svarede på spørgsmålet om, hvordan hendes liv er nu.

- Som person er jeg okay. Som amerikaner er jeg bekymret, lød det.