Tolderne i EU har travlt.
Dag og nat arbejder i alt 114.000 toldere i de 28 EU-lande. Tolderne er fordelt på flere end 2.000 toldkontorer, og deres job er at kontrollere de varer, som kommer ind i EU's indre marked.
Og det er ikke småting, tolderne får fingre i. Plukker man lidt fra listen over, hvad Europas toldere fangede på et år, så finder man for eksempel fire milliarder cigaretter, som skulle sælges på det sorte marked i EU uden betaling af told og afgifter.
300 ton narkotika og flere end 6.000 våben blev også fanget af tolderne på bare ét år.
I den mere eksotiske ende opdagede tolderne i Estland for eksempel, at flere end 50.000 tuber med ansigtscreme fra Rusland viste sig at indeholde kaviar, som skulle smugles ind i EU uden betaling af told.
Tolderne kontrollerer også, om de varer, som kommer ind, overholder EU's krav til miljø, sundhed og forbrugerbeskyttelse.
Der må ikke være hestekød i oksekødslasagnen. Når der kommer sorte grydeskeer og andet køkkenudstyr fra Kina, så kontrolleres de ekstra grundigt. Det sker, efter man for nogle år siden opdagede, at sort kinesisk køkkenudstyr afgav såkaldte aromatiske aminer i et omfang, som var 240 gange større end tilladt i EU. Og ingen i EU ønsker, at der skal bruges grydeskeer, som afgiver kræftfremkaldende stoffer i køkkenet i Vejle eller Valby.
På et år har tolderne i EU stoppet 37 millioner enheder, som blev vurderet at være farlige for EU-borgerne.
Udover at stoppe narko, våben og farlige produkter har tolderne i EU's 28 medlemslande en anden vigtig opgave: De opkræver told.
På et år opkræver tolderne op imod 190 milliarder kroner i told.
Da EU-landene etablerede det indre marked, hvor varer kan bevæge sig frit uden stop ved de indre grænser, blev der samtidig indført et system, hvor al told, som opkræves af varer, der kommer ind i EU, indbetales til den fælles EU-kasse.
Medlemslandene tilbageholder et administrationsgebyr på 20 procent for toldernes arbejde. Så når der på et år opkræves told for omkring 25 milliarder euro, så beholder de nationale toldvæsener fem milliarder, mens 20 milliarder euro indbetales til EU-kassen.
Oversat til dansk betyder det, at der årligt indbetales 150 milliarder kroner til EU's budget fra told i de 28 medlemslande. Told udgør faktisk 15 procent af de penge, som indbetales til EU-kassen.
Intet samarbejde med EU efter Brexit
Men hvad har sorte kinesiske grydeskeer, hestekødslasagne og told så at gøre med Brexit?
Svaret er alt.
For det spørgsmål, som EU's politiske ledere har diskuteret med den britiske premierminister, Theresa May, gennem det seneste halvandet år - og den primære anledning til, at forhandlingerne kan ende uden et resultat - handler om grænsekontrol.
Ikke kontrol af mennesker, men kontrol af varer og dyr.
Når Storbritannien forlader EU, bliver landet et såkaldt tredjeland. Det betyder, at alle varer og dyr, som kommer fra Storbritannien til EU, skal kontrolleres på lige fod med varer, som kommer fra for eksempel USA.
Der findes dog måder, hvor et land kan lave aftaler med EU, sådan at kontrollen bliver mindre.
Norge er for eksempel med i EU's indre marked. Det betyder, at Norge lover at følge alle EU's regler for eksempelvis sundhed og miljø. Norske myndigheder er forpligtede til at sikre, at varer produceret i Norge overholder EU's regler. På den måde er der meget mindre behov for kontrol ved grænsen mellem Norge og Sverige.
Norge er dog ikke med i EU's toldunion, hvilket betyder, at alle lastbilchauffører, som for eksempel kører mellem Norge og Sverige, lige skal stoppe ved grænsen i Svinesund for at få deres last toldbehandlet.
Det tager i gennemsnit 20 minutter for en lastbil. Men ved spidsbelastning kan ventetiden for en lastbil på grænsen mellem Norge og Sverige være på adskillige timer.
En anden måde at mindske kontrollen er, hvis et land gør som Tyrkiet og bliver en del af EU´s toldunion.
Det betyder, at der ikke skal opkræves told på varer produceret i Tyrkiet. Det gør toldkontrollen ved grænsen lidt mindre. Men da Tyrkiet ikke er med i EU's indre marked, skal varerne i lastbiler, som kommer ind i EU, alligevel kontrolleres for at se, om de overholder EU's regler. Der skal dog ikke betales told.
Men når det gælder forholdet mellem EU og Storbritannien, så har den britiske regering gjort det klart, at den ikke ønsker nogen tilsvarende tæt tilknytning til EU.
Allerede inden forhandlingerne om Brexit overhovedet begyndte, erklærede premierminister Theresa May, at Storbritannien hverken ønsker at være med i EU's indre marked eller i EU´s toldunion efter Brexit.
Svaret fra EU's side var klart:
Så er EU nødt til at kontrollere varer og dyr, som kommer fra Storbritannien.
Ingen lette løsninger
Selvom Storbritannien hverken vil være med i EU's indre marked eller i toldunionen, ønsker landet alligevel det, som Theresa May har kaldt ”friktionsfri handel”. Altså at varer og dyr skal kunne komme ind i EU uden at blive stoppet og kontrolleret ved grænsen.
Men hvordan sikrer man, at alle varer, som kommer fra Storbritannien ind i EU, overholder EU's regler, og at der opkræves told – uden at det foregår ved grænsen?
For enkelte varer og producenter findes der en metode, som kaldes ”trusted trader”. Det er særlige virksomheder, som lover selv at gennemføre al kontrol, og som alle parter har så stor tillid til, at deres varer kan komme gennem grænsen uden kontrol.
Metoden kan anvendes for enkelte virksomheder, men en "trusted trader"-status løser kun problemet for en brøkdel af de flere hundrede tusinde britiske virksomheder, som handler med EU.
En anden metode, som Storbritannien har ønsket undersøgt, er teknologiske løsninger.
Kan man sikre, at alle varer som kommer fra UK ind i EU, på en eller anden måde er sporbare og registrerede på en sådan måde, at man i princippet kan gennemføre kontrollen med varerne overalt og ikke behøver at gøre det ved grænsen?
EU bad Storbritannien om at fremlægge forslag til, hvordan det skulle foregå konkret. Det førte til, at den britiske forhandlingsdelegation måtte erkende, at den teknik, som eventuelt skulle bruges til en sådan løsning, endnu ikke var opfundet. Den findes ikke.
- Vi har tjekket flere end 100 grænseovergange over hele verden for at se, om vi kunne finde en teknisk løsning. Men vi har ikke fundet en, har en af EU´s brexit-forhandlere, Sabine Weyand, fortalt.
Så med andre ord:
Så længe Storbritannien ikke ønsker at være medlem af hverken EU´s indre marked eller af EU´s toldunion, er grænsekontrol uundgåeligt.
Hvad så med Nordirland?
At kontrollere varer, som kommer fra Storbritannien til EU via for eksempel toldere i franske Calais eller havnen i Esbjerg, er som udgangspunkt ikke noget problem.
Men det tager tid. Det medfører bureaukrati. Der skal for eksempel udfyldes millioner af tolderklæringer. Det risikerer at skabe køer af lastbiler, som venter på toldbehandling.
Men det kan gøres.
Det store problem, som i mere end et år har skabt hovedbrud hos forhandlerne i både Bruxelles og London, er én bestemt grænse. Nemlig grænsen mellem Irland og Nordirland.
I næsten hele det forgangne århundrede har der været løbende konflikter om Nordirland.
Egentlig er det sådan, at den britiske hovedø er Storbritannien – det er der, hvor England, Skotland og Wales ligger. Men når man regner Nordirland med, så udgør de fire ”lande” United Kingdom – Det Forenede Kongerige.
Når Storbritannien forlader EU, forlader Nordirland også EU, mens nabolandet Irland forbliver i EU. Der opstår altså en grænse mellem Irland og Nordirland, hvor der i princippet skal være kontrol af varer og dyr.
Problemet er bare, at der i 1998 blev indgået en international fredsaftale, som endte den blodige konflikt om Nordirland. Som en del af den aftale har både Irland og Det Forenede Kongerige lovet, at der aldrig mere vil blive indført kontrol ved grænsen mellem Irland og Nordirland.
Og det er et stort dilemma for begge parter i Brexit-forhandlingerne. Både Theresa May og alle EU's 27 stats- og regeringschefer er enige om, at de ikke ønsker kontrol ved grænsen mellem Irland og Nordirland.
Det store spørgsmål er så, hvordan kan EU sikre, at grænsen mellem Nordirland og Irland ikke bliver EU's eneste ubevogtede grænse?
Hvordan undgår man, at grænsen mellem Irland og Nordirland bliver grænsen, hvor alle narkosmuglere, våbensmuglere, eksportører af farlige kinesiske grydeskeer og alle mulige andre vil vide, at det er vejen, hvor man kan få varer ind i EU, uden at det bliver kontrolleret?
Og det vel at mærke UDEN, at der faktisk er kontrol ved grænsen mellem Irland og Nordirland, hvilket vil være et brud på den internationale fredsaftale fra 1998.
Mays løsninger dur ikke
Spørgsmålet om håndteringen af grænsen mellem Irland og Nordirland har været forhandlet mellem EU og UK i halvandet år.
Tilbage i december 2017 kom Theresa May til Bruxelles, og her indgik hun en aftale med EU om, at løsningen skulle være, at Nordirland skulle fortsætte med at følge EU's regler og være med i det indre marked, og man så kontrollerede varer, når de bevægede sig fra England, Skotland og Wales til Nordirland.
Det blev med andre ord en slags grænse for varer og dyr i havet mellem Storbritannien og den irske ø.
Tre måneder senere – i marts 2018 – måtte Theresa May erkende, at den løsning var så upopulær i det britiske underhus, at hun ikke kunne samle flertal for den aftale, hun havde indgået med EU.
Theresa May måtte tilbage til forhandlingsbordet med EU for at finde en anden løsning.
Forhandlingerne varede helt frem til november sidste år. Her indgik Theresa May så en ny aftale med EU. Aftalen var nu, at Storbritannien skulle love at være med i EU's toldunion frem til EU og Storbritannien får indgået en frihandelsaftale. Derudover lovede Theresa May, at Nordirland vil fortsætte med at følge en række EU-regler for det indre marked.
På den måde kan man foreløbig undgå grænsekontrol mellem EU og Storbritannien.
Men i januar i år led Theresa May et nyt nederlag.
Det viste sig, at hun endnu engang havde forhandlet en aftale på plads med EU, som ikke kunne samle opbakning i hendes eget parlament. Faktisk blev Theresa Mays aftale stemt ned med det største stemmetal nogensinde i britisk historie.
Siden det fatale nederlag har Theresa Mays forhandlere forsøgt at få justeret aftalen med EU, sådan at der kan holdes en ny afstemning om Theresa Mays aftale. Den afstemning ligger på tirsdag.
Den utænkelige løsning
Ser man på forhandlingerne, har de ikke flyttet sig nævneværdigt.
Kritikerne af Mays aftale frygter, at hvis forhandlingerne om en frihandelsaftale mellem EU og UK ender med at gå dårligt, så vil Storbritannien være forpligtet til at være i EU's toldunion til evig tid. For det er det, Theresa May har lovet i aftalen. Storbritannien kan ikke forlade skilsmisseaftalen med EU, før der er fundet en aftale, som betyder, at der ikke skal være kontrol ved grænsen mellem Irland og Nordirland.
EU prøver at berolige politikerne i House of Commons med løfter om, at EU er lige så interesseret i en ambitiøs frihandelsaftale med UK, som briterne er interesseret i en aftale.
Men hvad EU hverken kan eller vil acceptere, er en løsning, hvor grænsen mellem Irland og Nordirland bliver den eneste ubevogtede grænse. For det kan underminere hele integriteten af EU´s indre marked.
Derfor er EU-forhandlerne i princippet ikke i stand til at hjælpe Theresa May, så længe hun insisterer på, at Storbritannien hverken vil være tilknyttet det indre marked eller toldunionen.
Theresa May kan bede EU om mange ting. Bare ikke om at droppe kontrollen med, hvilke varer og dyr, som kommer ind i EU.
Risikoen for "no deal"
Forhandlingerne kan ende med, at Storbritannien forlader EU uden en aftale. Og så vil der ikke være nogen vej udenom, at det bliver nødvendigt at indføre grænsekontrol – også på grænsen mellem Irland og Nordirland.
Alle frygter, hvad det vil betyde. Vil den gamle konflikt blusse op igen? Det ønsker ingen.
Men uanset hvor stor truslen er for ny kontrol ved grænsen mellem Irland og Nordirland, så er den anden trussel lige så stor for EU.
EU kan ikke acceptere, at der fremover vil være én grænse, hvor varer og dyr kan komme ind i EU uden at blive kontrolleret. Det vil underminere det arbejde, som EU´s 114.000 toldere laver hver eneste dag. Og det vil efterlade et gabende hul i EU's budget, hvis der pludselig opstår en genvej, hvor det er muligt at få varer ind i EU, uden at der betales told.
Hvis EU-landene ikke opkrævede told og medlemslandene i stedet var nødt til at øge kontingentet til EU, så ville det alene koste de danske skatteborgere tre milliarder kroner om året.
Uanset hvor meget EU gerne ville hjælpe Storbritannien, så er der ét krav fra Storbritannien, som EU ikke kan acceptere, og det er at droppe grænsekontrollen af varer og dyr.
Derfor er forhandlingerne mellem EU og Storbritannien kørt fast, og de flytter sig stor set ikke ud af stedet.