Her laver Breivik højreekstrem hilsen i retten

Da Anders Behring Breivik ankom til byretten i Oslo løftede han sine håndjernsfikserede hænder. Det var en højreekstremistisk hilsen, bekræfter hans forsvarer.

Det var en meget bevidst højreekstrem handling, da Breivik løftede armene. Det bekræfter hans forsvarer. (Foto: © Heiko Junge, Scanpix)

For første gang havde Anders Behring Breivik givet tilladelse til, at pressen måtte fotografere ham, da han ankom til retsmøde i byretten i Oslo i dag.

Han var klædt i et mørkt jakkesæt og blev ført ind i retssalen af seks politifolk. Han smilede og nikkede mod tilhørerpladserne og pressen, og løftede sine håndjernsfikserede arme til en hilsen. Ifølge Breiviks forsvarer, Geir Lippestad, var det et højreorienteret budskab.

Politiet, der fulgte ham, tog hurtigt fat i ham og førte ham hen til hans plads mellem hans to forsvarere Vibeke Hein Bæra og Geir Lippestad.

En norsk etnisk udrensning

Straks, han havde sat sig, fiskede Breivik et stykke papir op af lommen med notater, som han havde forberedt, inden han skulle i retten:

- Angrebet mod regeringskvarteret var rettet mod forrædere, som begår kulturel ødelæggelse, dekonstruktion af den norske etniske gruppe. Det er det samme som norsk etnisk udrensning, forklarede Breivik.

- Jeg er en militant militaristisk, en chef for Tempelridderne i Norge. Vi i den norske modstandsbevægelse kommer ikke til at sidde og kigge på dekonstruktion. Vi vil kæmpe mod forrædere i Arbejderpartiet, sagde Breivik.

Dommeren forsøgte at afbryde ham.

- Jeg kan ikke indrømme skyld. Jeg handlede i selvforsvar for mit folk, kultur og mit land, sagde Breivik og bad om at blive løsladt straks.

Dagens retsmøde er det sidste, inden terrorsagen begynder 16 april.