Nye oplysninger om terrororganisationen Islamisk Stat (IS), tegner et billede af en velorganiseret krigsmaskine.
De tyske medier NDR, WDR og Süddeutsche Zeitung har fået adgang til en lang række dokumenter fra IS, der detaljereret redegør for indkøb af våben og socialhjælp til krigerne og deres familier.
De mange dokumenter blev fundet, da irakiske specialstyrker i juni i år angreb og dræbte Islamisk Stats krigsminister, Abdulrahman al-Bilawi.
Se indslaget om de hemmelige dokumenter i videoen i toppen af artiklen.
Ydelser og personkartoteker
Efter aktionen kunne de irakiske myndigheder læse sig frem til, at organisationen yder socialhjælp til deres støtter. Der er blandt andet afsat penge til 'støtte til trængende brødre', 'behandling af syge brødre', 'støtte til ægteskab' og 'belønning for særlige operationer'.
Dokumenterne indeholder også optegnelser over våbenkøb og andet militært udstyr, ligesom der findes lister over organisationens krigere og hvilke våbentyper, de behersker.
Selv de såkaldte jihadister, altså krigere der udfører selvmordsaktioner, bliver nøje beskrevet i kartotekskort, hvor alt fra deres alder, uddannelse, hjemby til telefonnumre til pårørende fremgår.
Viser grundighed
Terrorforsker fra Dansk Institut for Internationale Studier Lars Erslev Andersen mener, at Islamisk Stats omhyggelige dokumentation er et forsøg på at opbygge en egentlig stat.
Ved at have fuld kontrol med udgifter, indtægter og krigere, har de samtidig lettere ved at tiltrække flere støtter.
- Det er en gruppe, der er meget omhyggelig med, hvad den gør. De dokumenterer grundigt for at have disciplin, for at kunne finde ud af, hvor pengene er, og hvad de bliver brugt til - og lige præcis dét gør også, at folk bliver motiveret til at arbejde for dem.
- De frivillige, der kommer dertil, ved, at her er der styr på tingene, siger Lars Erslev Andersen.
Ifølge flere internationale medier, blandt andet The Guardian og CNN, arbejder IS også på at lave deres egen møntfod.