Helle fra Tinglev blev vidne til ødelæggelserne i Spanien: 'Oh, my god'

To kvinder fra Danmark er strandet i ødelagt Valencia-bydel.

Helle Møhl filmede denne video onsdag aften af containere, der flød ned ad gaderne i Valencia.

41-årige Helle Møhl fra den sønderjyske by Tinglev og hendes 70-årige mor skulle egentlig ud og spise sushi på feriens sidste aften.

Men lyden af sirener fik dem til at gå ud på altanen.

- Så kunne vi se, hvordan vandet kom fossende. Og indenfor tyve minutter kunne vi ikke komme ud af bygningen, og så fortsatte vandet bare med at komme, fortæller hun over telefonen.

I baggrunden kan man høre lyden af sirener og summen fra redningshelikoptere.

De sidder i en vens lejlighed på femte sal i Valencia-bydelen La Torre og ser ud over et landskab, der på få døgn er forandret.

Vandet kom pludseligt

I stedet for en rejsen hjem er de to sønderjyske kvinder havnet midt i de dramatiske oversvømmelser, der har ramt det østlige Spanien, og kostet adskillige menneskeliv.

- Vi er ikke engang blandt dem, der er hårdt ramt. Længere nede... Det er jo helt vildt, siger hun.

Udsigten fra den lejlighed på femtesal, hvor Helle og hendes mor i øjeblikket bor. (Foto: © Helle Møhl)

Hun fortæller, hvordan oversvømmelserne kom uden varsel. Da de googlede, hvor de voldsomme oversvømmelser, som de så på spansk tv, fandt sted, opdagede de, at det var under tre kilometer fra, hvor de befandt sig. Kort efter kom vandet.

- De, der boede i bygningen, kom løbende og fortalte, at nu var den nederste kælder oversvømmet, så den næste, fortæller Helle.

Pludselig hørte de lyden af metal, der blev knust, og Helle kunne fra altanen filme en container, der kom sejlende ned ad gaden.

- Oh, my god! lyder hendes kommentar til videoen, som du kan se i toppen af artiklen.

Alle alarmer gik

Vandet oversvømmede på sit højeste hele bygningens stueetage og nåede trappen til førstesalen.

- Alle alarmer gik i hele bygningen og vandet fossede jo bare ind i bygningen og i elevatoren, De sagde, at der måske var nogle inde i elevatoren. Vi ved ikke, om det er rigtigt, og om de så fik dem ud, beretter hun.

De lokale frygtede, at dæmningen ville gå i stykker. Det skete ikke, men det blev en ubehagelig nat uden søvn.

- Dagen efter vi stod op, og vi kunne se, at bilerne lå på marken, siger Helle Møhl.

Helle Møhl og moren, Jytte Johannesen, tidligere på ferien. (Foto: © Pirvatfoto)

Forsøgte at gå ind til centrum

De skulle egentligt have været med et fly ved to-tiden, men det var aflyst. Det samme var den offentlige transport.

I stedet kom beredskabet med ambulancer til de sårede og røde busser til at evakuere de ældre beboere.

- Vi prøvede i går at gå med vores kufferter for at nå ind til midtbyen, hvor der faktisk ikke er oversvømmet. Men vi var nødt til at vende om, for vi kunne simpelthen ikke komme ud, fordi der var så meget mudder og vand over det hele, fortæller Helle.

Hun tog billeder af biler, som vandet havde smidt i bunker, som var det legetøjsbiler.

  • Knuste biler var synet dagen efter de voldsomme oversvømmelser. (Foto: © Helle Møhl)
  • Gaderne i Valencia er stadig præget at ødelæggelserne. (Foto: © Helle Møhl)
  • Flere steder ligger bilerne i lag (Foto: © Helle Møhl)
  • Borgerne i Valencia må gå i mudderfyldte gader, da den offentlige transport også er brugt sammen. (Foto: © Helle Møhl)
  • Beredskabet evakuerer ældre og andre sårbare borgere i røde busser. (Foto: © Helle Møhl)
1 / 5

Men de lokale har taget det hele imponerende. Selvom de er rystede, klør de på med oprydningsarbejdet.

- Jeg må tage hatten af for dem. De gik bare i gang med at få alt vandet ud og gøre deres biler rene, siger hun.

Har booket nyt fly

Indtil videre må de to danske kvinder blive i Valencia lidt endnu.

Helle skal egentlig møde på sit arbejde i morgen på campingpladsen i Kruså, men hendes arbejdsgiver har sagt, at hun bare skal koncentrere sig om at komme sikkert hjem.

- Vi er jo ikke i krisesituation. Vi har noget at spise og drikke, vi har det godt, og vi kan komme på toilettet og sådan noget, siger hun.

- De er mere hårdt ramt lidt længere nede. Altså, 100 meter herfra ligger bilerne jo i lag, og folk er meget påvirkede og rystede.

Det er i dag lykkes dem at booke et fly hjem i morgen tidlig. Det betyder dog en 10-timers mellemlanding i Gran Carnaria, og at de lander i København i stedet for Billund.

- Men hjem kommer vi, siger Helle Møhl.