Foran byens rådhus i Southport vokser blomsterhavet dag for dag, og her til morgen var de første lokale forbi klokken 06 for at vise deres respekt og mindes de tre dræbte piger på blot seks, syv og ni år.
Pigerne blev stukket ihjel i et knivangreb i mandags under en Taylor Swift-workshop på en danseskole, og flere andre børn og voksne blev også såret.
Hele Southport er i dyb sorg og chok over knivstikkeriet, der tilsyneladende ramte tilfældige ofre.
Det fortæller DR's reporter Anne-Luise Skov, som har talt med nogle af de lokale.
- En af de lokale fortalte mig, at for hvert eneste blomsterblad er der en sørgende i byen.
Højreekstreme har kapret byens sorg
Både i Southport og London har der de seneste dage været voldelige demonstrationer med flere anholdte, da højreradikale demonstranter er gået på gaden i kølvandet på falske rygter om, at den 17-årige mistænkte gerningsmand er asylansøger.
Han blev født i Cardiff af forældre fra Rwanda, skriver Sky News.
- De lokale i byen er vrede og forargede over demonstrationerne, siger DR's reporter.
- De mener, at højreekstreme har kapret byens sorg og brugt den til at fremme deres egen agenda, og at det er respektløs over for mindet om de her tre dræbte børn, fortæller hun.
Den 17-årige blev i går sigtet for drab og varetægtsfængslet.