Hundredvis er dræbt i Israels omfattende angreb i Libanon, og titusinder af civile er drevet på flugt.
Med de seneste dages udvikling er en længerevarende konflikt mellem Israel og Hizbollah-bevægelsen gået ind i en helt ny fase, vurderer Helle Malmvig, der forsker i Mellemøsten og har et særligt kendskab til Libanon.
- Det vi ser nu, er en indvarsling til en egentlig krig. Det er også det, Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger: ‘Vi er i krig med Hizbollah’, lyder det fra Helle Malmvig, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.
Ifølge Helle Malmvig vidner de seneste dages høje tabstal og massive bombardementer om, at parterne har ændret fremgang.
- Det sidste års tid har vi set beskydninger mellem Hizbollah og Israel i en slags lavintensitetskonflikt, hvor man har meget nøje afmålt, hvordan man svarede igen, for at tingene ikke gik ud af kontrol.
Nyt israelsk mål
Det nye kapitel i konflikten udspringer af en ændret Israelsk strategi og målsætning, forklarer Malmvig.
- Det har ændret sig, at Israel selv er gået ud og har sagt, at det nu er en anden front, og at de åbner op mod Libanon.
- De siger, at det er en del af et erklæret mål at få Hizbollah skubbet tilbage i syd, så de 60-100.000, der er evakueret fra det nordlige Israel, kan vende hjem.
Se hele udsendelsen om konflikten mellem Israel og Libanon i Deadline på DRTV.