Harvey Weinstein på vej mod forlig med snesevis af kvinder

Den tidligere Hollywood-producer, der beskyldes for voldtægter, skal betale 25 millioner dollar i forlig.

Harvey Weinstein og bestyrelsen fra hans fallitramte filmstudie er nået til enighed om et forlig med snesevis af kvinder. (Foto: © David Dee Delgado, Ritzau Scanpix)

Harvey Weinstein og bestyrelsen i hans fallitramte filmstudie er blevet enig om et forlig med snesevis af kvinder, som har beskyldt den tidligere Hollywood-producer for seksuelle overgreb.

Forliget er ikke godkendt i retten eller underskrevet af parterne, men der er tilsyneladende enighed om et beløb på 25 millioner dollar (omkring 168 millioner kroner). Det skriver The New York Times.

Forliget indebærer, at næsten alle civile sagsanlæg fra filmskuespillere og tidligere ansatte hos Weinstein afsluttes.

Beskyldningerne mod Weinstein omfattede både mildere grad af sexchikane og fuldbyrdede voldtægter. The New York Times skriver, at Weinstein som følge af forliget er fritaget for at erkende skyld, fejl og lovovertrædelser.

Forsikringsselskaber, som var knyttet til det tidligere Weinstein Co studio, betaler beløbet, som der er nået enighed om i forliget.

Forliget er adskilt fra en straffesag mod Weinstein i New York. Her vil anklagemyndigheden retsforfølge ham for seksuelle overfald på to kvinder - det ene i 2006 og det andet i 2013.

Retssagen indledes 6. januar 2020, og Weinstein risikerer en livstidsstraf, hvis han findes skyldig i alle anklagepunkterne mod ham.

Anklagemyndigheden forsøger at rejse nye anklager, så nævningene i sagen kommer til at høre vidneudsagn fra en tredje kvinde der hævder, at Weinstein voldtog hende i 1993.

Der menes at være tale om skuespilleren Annabella Sciorra, der var med til at sætte gang i den omfattende MeToo-bevægelse i efteråret 2017.

Den 67-årige filmskaber Harvey Weinstein er løsladt efter at have betalt kaution.

/ritzau/