IS har for længst taget skylden for blodbad i Moskva, men Putin peger alligevel fingre mod Ukraine

Der er ingen rationalitet i at Ukraine skulle være i ledtog med gerningsmænd fra Moskva-angreb, siger ekspert.

I sin tale til nationen antydede den russiske præsident, at Ukraine eller ukrainere i et eller andet omfang kunne være involveret i angrebet i Moskva. Det har Ukraine afvist.

Med få minutters varsel dukkede den russiske præsident Vladimir Putin lørdag op på russiske tv-skærme og talte til sin befolkning om fredagens angreb på et koncerthus i Moskva, der i skrivende stund har kostet mindst 133 personer livet.

- Kære borgere i Rusland. Jeg taler til jer i forbindelse med en blodig, barbarisk terrorhandling, lød det.

Han sendte sine tanker til ofrene og takkede reddere, erklærede morgendagen for national sørgedag - og benyttede lejligheden til at pege pilen mod Ukraine, selvom Islamisk Stat har taget skylden for angrebet.

Putin og den russiske efterretningstjeneste mener nemlig, at de påståede terrorister fra Islamisk Stat i en eller anden grad står i ledtog med Ukraine.

- De prøvede at skjule sig og bevægede sig mod Ukraine, hvor man, ifølge vores foreløbige oplysninger, fra ukrainsk side havde forberedt et transitvindue, så de kunne komme over grænsen, sagde han i sin tale.

Islamisk Stat blev til gengæld ikke nævnt. Og det på trods af at terrororganisationen selv har påtaget sig ansvaret for angrebet.

Russisk interesse i at skyde skylden på Ukraine

Jens Worning er udenrigskommentator for Kristeligt Dagblad og tidligere generalkonsul i Sankt Petersborg. Han mener, at det russiske styre har interesse i at blande Ukraine ind i angrebet på musikhuset i Moskva.

Jens Worning er udenrigskommentator ved Kristeligt Dagblad og tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg.

Han gør det klart, at det er meget tidligt at drage konklusioner, men han holder selv øje med de russiske antydninger af beskyldninger mod Ukraine.

Og det gør han fordi, han mener, at Putin kan vinde på at tale Ukraine ind i angrebet.

- Der ligger jo en russisk interesse i på en eller anden måde at få bundet det her terrorangreb op på Ukraine, så man også kan bruge det til at retfærdiggøre det, man laver der, siger Jens Worning.

Hans vurdering er, at det er meget usandsynligt, at det er Ukraine, der står bag angrebet.

- Der er ingen rationalitet, der kan placere Ukraine i det her. Ukraine er optaget af at kunne bruge krigsforbryderdomstolen i Haag til at ansvarliggøre russerne. Det vil sige, at man er interesseret i at følge krigens love, og de er, at man ikke angriber civile. Det må man simpelthen ikke.

Derfor tror Worning, at et eventuelt ukrainsk angreb på russisk jord ville se fuldstændig anderledes ud.

- Så ville det være med droner, og så ville det rette sig mod sikkerhedsstyrker, forsvarsministerier, kritisk infrastruktur og den slags.

Det voldsomme angreb har efterladt koncerthuset i Moskva i ruiner. 115 meldes omkomne, men tallet er blevet opjusteret flere gange i løbet af dagen. (Foto: © HANDOUT, Ritzau Scanpix)

Hold dig opdateret på vores liveblog: