Rudy Giuliani er nok den mest produktive anklager i USA's historie og langt den mest effektive borgmester.
Sådan lød det fra Rudy Giuliani selv i onsdags, da den tidligere New York-borgmester og Trump-advokat - omringet af en hob af pressefolk - forlod Fulton County Jail i den amerikanske delstat Georgia.
Den tidligere højprofilerede distriktsanklager havde ikke besøgt fængslet for at mødes med en klient. Han var der i stedet for at lade sig registere og få taget et forbryderbillede i forbindelse med en alvorlig straffesag imod ham.
Her er han sammen med blandt andet USA's tidligere præsident Donald Trump tiltalt for forsøg på manipulation af valgresultatet i Georgia under præsidentvalget i 2020 – de nægter sig skyldige.
Efter den kortvarige anholdelse blev den 79-årige eks-borgmester igen løsladt og talte derefter til den fremmødte presse, inden han steg ombord i en sort SUV.
Den kørte ham til en nærliggende forretning, der hjælper tiltalte med at betale kaution.
Den verserende straffesag ses som kulminationen på et iøjnefaldende statusfald for den tidligere New York-borgmester, der engang prydede forsiden på Time Magazine som årets person og blev gjort til ridder af dronning Elizabeth II.
I de senere år har manden, der engang blev set som en oplagt republikansk præsidentkandidat, ødelagt sit eftermæle og nærmest udviklet sig til en landsbytosse, lyder det.
Blev kendt for at gå efter mafiaen
I alt 19 personer er tiltalt i sagen fra Georgia, og de er alle tiltalt for det, der i USA hedder racketeering. Den tiltale bruges sædvanligvis mod medlemmer af grupper for organiseret kriminalitet og kan straffes med op til 20 års fængsel.
Anklageren i sagen, Fani Willis, har valgt en såkaldt Rico-retsforfølgelse, som nogle måske kender fra den succesfulde tv-serie The Sopranos.
Rico står for Racketeering Influenced and Corrupt Organizations og blev bragt til verden af de amerikanske politikere i 1970 i et forsøg på at få ram på mafiaen. Her fik man hjemmel til at gå efter mafiabosser, som sørgede for at holde hænderne rene og fik deres fodsoldater til at gøre det beskidte arbejde.
Med Rico behøver man nemlig ikke bevise, at de sigtede var direkte involveret i kriminel aktivitet – blot at de var en del af en større organisation, der var, påpeger nyhedsbureauet Reuters.
Tiltalen mod Giuliani er paradoksal, for tilbage i 1980'erne blev han kendt for netop sin brug af Rico-lovgivningen, da han som føderal anklager gik efter en række fremtrædende amerikanske mafiafolk.
Men nu er det altså Georgias Rico-lovgivning, som bliver brugt til at retsforfølge Giuliani. Og hvis han bliver dømt, så står han til mindst fem års fængsel.
Hans gamle modstandere har heller ikke været sene til at påpege ironien i, at den tidligere mafia-jæger nu er anklaget i en Rico-sag. Det gælder blandt andet advokaten Jeffrey Lichtman, som repræsenterede den tidligere mafiaboss John Gotti Jr.
- Alle mine klienter, der havde misfornøjelsen af at blive retsforfulgt af ham, griner nu. Det samme gør jeg, sagde han forleden til The Guardian.
- Det er ikke kun et ironisk udfald, men et retfærdigt udfald. Han var en grufuldt uærlig anklager, og karmas hjul kommer snart til at knuse ham, lød det fra Lichtman.
Foran Fulton County Jail i onsdags sagde Giuliani, at han var meget stolt af at være en del af sagen, og at sigtelserne er "en farce":
Blev verdenskendt som 'hele USA's borgmester'
Efter årene som distriktsanklager og som topfigur i justitsministeriet valgte Rudy Giuliani at gå ind i politik.
Efter et forgæves forsøg på at blive New Yorks borgmester i 1989, lykkedes det ham i 1993 at vinde borgmestervalget i byen.
I de følgende år satsede han stærkt på at være "tough on crime" og har siden taget æren for, at områder som Times Square er gået fra at være skræmmende, vulgære og kriminelle områder til yndede turistmål, påpeger CBS News.
Mens Rudy Giuliani slog sit navn fast i New York og omegn i 1990'erne, blev han med ét en verdenskendt figur i efterdønningerne af terrorangrebene den 11. september 2001.
Mens støvet langsomt lagde sig på Manhattan, trådte borgmester Giuliani frem fra asken og blev et symbol på håb og styrke og blev omtalt som "hele USA's borgmester".
I den turbulente tid lykkedes det ham samle store dele af nationen, fortæller DR-vært Kim Bildsøe Lassen, som var DR's USA-korrespondent tilbage i 2001.
- Han fremstod som en meget kontant, beslutsom og no-nonsense leder. Og det var det, som newyorkerne havde brug for, siger Kim Bildsøe Lassen.
Han peger på, at den republikanske borgmester formåede at samle hele nationen om New York, som mange amerikanere ellers normalt har et had-kærligheds-forhold til.
- Han var sindssygt populær, og der var mange, der talte om, at han var en fremtidig præsidentmulighed. Han fremstod ikke nær så rabiat, som han senere blev, siger Kim Bildsøe Lassen.
- Han var i virkeligheden meget brobyggende, og det skal man være, hvis man vil være borgmester i New York som republikaner. Du er nødt til at være midtersøgende og en moderat republikaner, og sådan fremstod han også, siger han.
- Så der var meget stor respekt om ham.
Er gået forrest for Trump – og er blevet latterliggjort
Efter selv at have forladt politik nogle år i forvejen begyndte Rudy Giuliani i 2016 at rådgive en gammel bekendt fra New York: Finansmanden og tv-personligheden Donald Trump.
Trump vandt som bekendt præsidentvalget i 2016 og tiltrådte som præsident i begyndelsen af 2017. Året efter blev Giuliani personlig advokat for Donald Trump.
Men i de senere år har Rudy Giuliani fået en fremtrædende rolle ikke bare som personlig advokat for Trump, men også som talerør, hvad angår en lang række udokumenterede påstande om valgsvindel.
Giuliani er blevet latterliggjort af både sine politiske modstandere såvel som journalister og kommentatorer talrige gange for sine optrædener i de senere år.
Herunder da han var en del af Trump-holdet, der indkaldte til et vigtigt pressemøde foran Four Seasons i den amerikanske by Philadelphia i kølvandet på det amerikanske valg i november 2020.
Men indkaldelsen skabte hurtigt forvirring for mange pressefolk. Der var nemlig ikke tale om den luksuriøse hotelkæde Four Seasons, men i stedet hovedkvarteret for den familieejede anlægsgartner Four Seasons Total Landscaping.
Foran Four Seasons Total Landscaping - på en parkeringsplads placeret mellem en pornobutik og et krematorium - anklagede Giuliani flere amerikanske stater for valgsvindel, da den store nyhed kom: De fremtrædende amerikanske medier var nu klar til at pege på Joe Biden som vinder af det amerikanske præsidentvalg.
Giulianis reaktion udviklede sig til et viralt øjeblik:
Her pointerede Giuliani, at det ikke er medier, men domstole, der afgør valg. Det fik flere iagttagere til at påpege, at det normalt er vælgerne, der skal afgøre valg.
Flere medier beskrev pressemødet som både pinligt og bizart, men gartnerforretningen kunne glæde sig over den store omtale. De begyndte nemlig straks at sælge merchandise - som hurtigt blev udsolgt - med slogans som "Make America Rake Again" og "Lawn and Order", beretter NPR.
Mindre end to uger senere fulgte et nyt bizart pressemøde, hvor Giuliani, med sort hårfarve løbende ned af kinderne, forsøgte at overbevise de fremmødte om, at der havde været valgsvindel.
Udover spredningen af det falske narrativ om valgsvindel i medierne har Giuliani og resten af Trump-holdet også forsøgt at gå rettens vej.
Men både statslige- og føderale dommere - herunder flere udpeget af Donald Trump - har afvist over 50 søgsmål om påstået valgfusk fra Trump-lejren, skriver Reuters - oftest på grund af manglende beviser.
Forud for stormen på Kongressen den 6. januar 2021 holdt Rudy Giuliani tale foran Det Hvide Hus. Her krævede han at få adgang til "valgmaskinerne, der er fusket med, og de svigagtige stemmesedler".
- Hvis vi tager fejl, vil vi blive til grin. Men hvis vi har ret, ryger en masse af dem i fængsel.
- Lad det blive afgjort ved kamp, lød det fra Giuliani, som slog fast, at han var villig til at satse sit ry på sagen.
Har smadret sit eftermæle
Nu står den tidligere præsidentkandidat over for alvorlige anklager i Georgia.
De seneste uger har flere medier berettet, at Giuliani har store økonomiske problemer på grund af sine mange advokatregninger. Tidligere på måneden anerkendte hans advokater ifølge CNN, at den tidligere borgmester er ramt af "modgang".
Og tidligere på sommeren anbefalede et advokatudvalg i Washington D.C, at Giuliani fratages sin tilladelse til at arbejde som advokat på grund af sin rolle i de seneste års valgfornægtelse.
- Hr. Giulianis forsøg på at underminere præsidentvalgets integritet har været med til at destabilisere vores demokrati. Hans ondsindede og ubegrundede påstande har gjort varig skade, skriver panelet blandt andet i sin 38 sider lange afgørelse.
I sidste måned forsøgte Rudy Giulianis talsmand, Ted Goodman, at gå imod narrativet omkring den tidligere borgmester og sagde, at der er tale om et forsøg på at bagvaske ham.
- De kan ikke ændre på, at Giuliani objektivt set er en af de mest effektive anklagere i amerikansk historie. Han besejrede mafiaen, ryddede op i New York City og trøstede nationen efter 9/11, sagde han ifølge CNN.
Men sådan bliver han ikke tænkt på længere, slår Kim Bildsøe Lassen fast.
- Mange anser ham for at være en tosse, siger han.
- Han virker unægteligt som en, der har tabt sutten, og det er også sådan, at langt de fleste amerikanere oplever ham. Og ikke engang i Det Republikanske Parti er der længere respekt for ham, siger Kim Bildsøe Lassen.
Han tror, at Giulianis opførsel de senere år kommer til at overskygge hans tidligere bedrifter.
- Han har smadret sit eftermæle totalt. Jeg tror, at når folk i dag tænker på Rudy Giuliani, så kan man næsten ikke huske hans borgmestertid. Man tænker på ham som en, der helt har mistet sin fornuft, kommer med mærkelige udsagn og opfører sig meget besynderligt.