Hvis man ikke var klar over, at præsident Donald Trumps topfolk i Det Hvide Hus bekriger hinanden, så står det krystalklart lige nu.
Det har præsidentens nye kommunikationsdirektør, Anthony Scaramucci, sørget for efter blot at have været ansat en uges tid.
I en artikel i bladet The New Yorker skriver en af bladets journalister, Ryan Lizza, hvordan han blev ringet op af en ophidset Scaramucci onsdag aften. Og så blev der ellers åbnet for en flodbølge af anklager mod alle og enhver, men især mod præsident Trumps stabschef, Reince Priebus.
Stabschefen var "fucking paranoid og skizofren", og Anthony Scaramucci beskyldte ham for at lække historier til pressen, herunder at præsident Trump onsdag spiste middag med folk fra tv-stationen Fox.
- Jeg vil finde den person, som lækkede det. Reince Priebus - hvis du ønsker at lække noget - så vil han blive bedt om at gå af med det samme, lød det lidt usammenhængende fra Anthony Scaramucci, der ifølge bladet krydrede samtalen med masser af bandeord.
Blev blokeret i månedsvis
Det er ingen hemmelighed, at Scaramucci og Priebus ikke er de bedste venner. Den nye kommunikationschef er tidligere ejer af en investeringsfond i New York og en tæt ven af præsident Trump, der gerne ville have ham med i den nye administration.
Men det lykkedes stabschef Reince Priebus, chefstrateg Stephen Bannon og pressetalsmand Sean Spicer at blokere, at Scaramucci blev ansat. Lige indtil sidste uge, da Trump udnævnte ham til ny kommunikationsdirektør. Det fik så Sean Spicer til at forlade posten som pressetalsmand.
I samtalen med Lizza langede Scaramucci også ud mod Stephen Bannon, som i blomstrende vendinger blev beskyldt for at markedsføre sig selv.
- Jeg er ikke som Steve Bannon. Jeg forsøger ikke at sutte mig selv. Jeg forsøger ikke at bruge præsidenten til at udbygge mit eget brand. Jeg er her for at tjene landet, sagde Scaramucci.
Stikker forfra
Efter at samtalen blev offentliggjort, har Scaramucci trukket lidt i land. Ikke når det gælder indholdet, men derimod sprogbrugen.
- Jeg bruger nogle gange et farverigt sprog. Det vil jeg lade være med i denne sammenhæng, men jeg vil ikke opgive min indædte kamp for Trumps dagsorden, tweetede han.
Over for tv-stationen BBC forsvarede Scaramucci sig med, at hans meget direkte ordvalg skyldes en opvækst i New York.
- En af de ting, som jeg slet ikke kan holde ud i Washington, er, at her stikker folk knive i ryggen på hinanden. Der, hvor jeg kommer fra, stikker man folk forfra. Vi siger klart, hvad vi gør, sagde han.
Sund konkurrence
Scaramucci har ikke har lagt skjul på, at han refererer direkte til præsident Trump, selv om en kommunikationschef normalt ville referere til stabschefen.
I går signalerede han, at han tvivler på, at forholdet tl Reince Priebus kan blive bedre.
- Jeg ved ikke, om det kan repareres eller ej. Det er op til præsidenten, sagde han.
Derfor er øjnene nu rettet mod den pressede stabschef, som kan blive den næste, der vælger at forlade eller blive fyret fra Det Hvide Hus.
Pressetalsmand Sarah Huckabee Sanders ville torsdag aften ikke sige, om Trump stadig har tillid til Priebus. I stedet sagde hun, at forholdet mellem Scaramucci og Priebus er et udtryk for "sund konkurrence".