Hamas, der af USA, EU og Israel anses som en terrororganisation, fremlagde i dag et nyt politisk program, som accepterer en palæstinensisk stat efter 1967-grænserne.
Det sagde Hamas-lederen Khaled Meshaal, da han fremlagde programmet i Qatars hovedstad, Doha.
- Hamas ønsker befrielse af hele Palæstina, men vi er klar til at støtte en stat ud fra 1967-grænserne uden at anerkende Israel eller afgive nogen rettigheder, sagde han ifølge Reuters.
Da Hamas blev grundlagt i 1988 var målet at generobre hele Palæstina, inklusiv nutidens Israel, men med det nye politiske program accepterer gruppen nu grænserne fra 1967 som udgangspunkt for en palæstinensisk stat med Østjerusalem som hovedstad.
Gruppen har også sløjfet et direkte krav om, at Israel skal udslettes, men støtter dog stadig en væbnet kamp mod landet.
Hamas har kontrolleret Gaza-striben siden 2007, og siden da har både Egypten og Israel håndhævet en 10 år lang grænseblokade som modsvar til belejringen fra Hamas' side.
Israel havde allerede inden offentliggørelsen afvist Hamas' politiske program, som de kalder et forsøg på at narre verden til at tro, at de er blevet en moderat gruppe.
- Hamas forsøger at føre hele verden bag lyset, men gruppen vil ikke lykkes med den plan, siger David Keyes, der er talsmand for Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
Dokumentets offentliggørelse kommer kun få dage inden præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, rejser til Washington for at møde Donald Trump, der sammen med sin regeringen vil forsøge at genoptage fredsprocessen mellem Israel og Palæstina.
Abbas og hans Fatah-parti, der holder til på Vestbredden, har længe støttet en palæstinensisk stat efter 1967-grænserne.