Hamas' øverste leder, Ismail Haniyeh, er blevet dræbt i Irans hovedstad, Teheran.
Ingen har endnu officielt taget skylden for drabet, der kommer i kølvandet på, at israelsk militær i går sagde, at Hizbollah-lederen Fuad Shukr var blevet dræbt i forbindelse med Israels angreb i Libanon.
Det var Hamas selv, der oplyste, at Ismail Haniyeh var blevet dræbt under et besøg i Iran.
Her kan du læse nogle af de reaktioner på drabet, som er kommet indtil videre.
Hamas
Mordet på Ismail Haniyeh i Iran er "en alvorlig eskalering, som ikke vil opnå sine mål", sagde Hamas-embedsmand Sami Abu Zuhri, ifølge nyhedsbureauet Reuters onsdag morgen. Hamas står på EU og USA's terrorliste.
Israelske ministre
Israel har endnu ikke officielt kommenteret på drabet på Ismail Haniyeh, der af mange betragtes som den øverste politiske leder af Hamas.
Men flere israelske ministre har reageret på drabet på Haniyeh på det sociale medie X.
Den israelske kulturarvsminister, Amichay Eliyahu, skrev: "Haniyehs død gør verden en lille smule bedre" og at dette er den "rette måde at rense verden for dette skidt."
Houthi-bevægelsen
Mohammed Ali al-Houthi, leder af Houthi-bevægelsens øverste revolutionære komite i Yemen, har kaldt drabet på Haniyeh en "afskyelig terrorhandling", ifølge nyhedsbureauet Reuters.
- At målrette Ismail Haniyeh er en afskyelig terrorhandling og en åbenlys krænkelse af love og ideelle værdier, siger han i følge nyhedsbureauet.
Houthi-bevægelsen er shia-muslimsk og har nære forbindelser til både det iranske styre og den shiamuslimske milits og politiske bevægelse Hezbollah, som har rødder i Libanon.
Det Palæstinensiske Selvstyre
Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, fordømmer kraftigt drabet på Hamas-lederen, ifølge det statslige nyhedsbureau WAFA.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
De palæstinensiske områder på Vestbredden kontrolleres politisk af det palæstinensiske selvstyre, der domineres af partiet Fatah.
Iran
Irans præsident Masoud Pezeshkian siger ifølge iranske statsmedier, at Iran vil få "de terrorister, der besætter, til at fortryde deres feje handling med drabet på Haniyeh”. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Martyrdøden af Haniyeh i Tehran vil styrke det dybe og ubrydelige bånd mellem Tehran, Palæstina og modstanden, siger Det iranske udenrigsministerium ifølge iransk stats-tv.
Også Irans øverste religiøse leder, ayatollah Ali Khamenei, har udtalt, at "det er Tehrans pligt at hævne drabet på Ismail Haniyeh, fordi det skete i Irans hovedstad" og tilføjede, at "Israel selv har sørget for, at der er grund til en hård straf".
Tyrkiet
Det tyrkiske udenrigsministerium fordømmer drabet på Ismail Haniyeh og siger, at drabet har til formål at "sprede krigen i Gaza til et regionalt niveau".
Udenrigsministeriet tilføjer ifølge nyhedsbureauet Reuters, at angrebet viste, at Benjamin Netanyahus regering "ikke har nogen intention om at opnå fred".
USA
Den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin har afholdt en pressekonference i Filippinerne, hvor han ikke kommenterer direkte på Hamas-lederens død.
Lloyd Austin har indtil videre sagt, at USA ville forsvare Israel, hvis det blev angrebet, og at han ikke mente, at en større krig i Mellemøsten var uundgåelig, skriver The Guardian.
Han henviste ikke direkte til drabet på Haniyeh.
Qatar
Qatars udenrigsministerium fordømmer drabet på Ismail Haniyeh, som det kalder for en "modbydelig forbrydelse" og en "farlig eskalering".
- Dette attentat og Israels hensynsløse målrettede angreb på civile i Gaza vil skubbe regionen ind i en cirkel af kaos og begrænse udsigterne til fred, lyder det ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Haniyeh er født i en flygtningelejr i Gazastriben, men har de sidste mange år boet i Qatar.
Irak
Irak har også officielt kommenteret på Ismail Haniyeh's død:
- Angrebene er en alvorlig overtrædelse af missionen og mandatet. Irak vil tage passende juridiske og diplomatiske skridt for at bevare sine rettigheder, står der i en officiel erklæring, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Rusland
Rusland har nu også officielt kommenteret på sagen og siger, at "Mellemøsten er på kanten af en større krig."
- Regionen balancerer i øjeblikket på kanten af en global konflikt, sagde Andrei Nastasin, talsmand for det russiske udenrigsministerium. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Rusland tilføjede, at USA's "maniske ønske" om at monopolisere den politiske løsning i Mellemøsten havde ført til denne situation.
Jordan
Jordans udenrigsminister, Ayman Safadi, har sluttet sig til en række regionale embedsmænd, der har fordømt “Israels likvidering” af Ismail Haniyeh. I et opslag på den sociale medie X siger han:
- Israels fortsatte aggression mod Gaza, dets krænkelse af det palæstinensiske folks rettigheder og dets forbrydelser mod dem, samt mangel på international handling for at stoppe denne aggression, vil trække regionen mod flere krige og ødelæggelse.
Der har siden d. 7. oktober været flere pro-palæstinensiske demonstrationer i Jordan, der grænser op til den israelsk-besatte Vestbred.
Du kan læse meget mere om drabet på Hamas' øverste leder i vores liveblog.