Hamas: Langvarig våbenhvile med Israel er indgået

En langvarig våbenhvile mellem Hamas og Israel er indgået, oplyser en talsmand for Hamas.

Sort røg ses i horisonten over Gaza by, efter Israel har svaret igen på et palæstinensisk raketangreb mod Israel. (Foto: © MAHMUD HAMS, Scanpix)

Der er opnået enighed om en langvarig våbenhvile i Gaza. Det oplyser Hamas-talsmand Sami Abu Zuhri ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Aftalen annonceres i den egyptiske hovedstad, Kairo, tirsdag aften, og gælder fra klokken 18 dansk tid, rapporterer det statslige egyptiske nyhedsbureau.

En talsmand for den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, afviser at kommentere, om der er indgået en aftale med Hamas.

Ifølge den israelske avis Haaretz har sirener lydt i tre byer nær grænsen til Gaza, efter at meddelelsen fra Hamas om en våbenhvile kom.

Svære forhandlinger

Der har de seneste uger været flere forgæves forsøg på at sikre en langvarig våbenhvile.

Hamas kræver blandt andet, at en israelsk og egyptisk blokade ophæves, så der kan importeres flere varer ind i Gaza, og at palæstinensere igen kan fiske længere ude i Middelhavet.

Israel og Egypten står begge stejlt på, at der skal være en form for sikring af, at der ikke smugles våben ind i Gaza, som det er set mange gange før.

Israel har de seneste dage intensiveret bombardementerne i Gaza og er gået målrettet efter topledelsen i Hamas.

Over 2.000 er døde

Mere end 2.000 palæstinensere har mistet livet under den nuværende konflikt, der for alvor brød ud 8. juli.

66 israelere er døde, hvoraf langt de fleste er soldater fra Israels hær.

Israels militær meddelte sidste mandag, at man havde nedrevet boliger tilhørende to palæstinensere, som mistænkes for at stå bag bortførelsen af tre israelske teenagere på Vestbredden i juni. En tredje mistænkts hus blev afspærret.

De tre drab udløste en bølge af anholdelser af palæstinensere, og spændingerne eskalerede siden mellem israelere og palæstinensere og blev til egentlige krigshandlinger i Gaza i løbet af juli, da Israel iværksatte en offensiv for at stoppe raketangrebene fra Gazastriben.