Hamas opfordrer til angreb på israelske sikkerhedsstyrker og bosættere, efter at Israel har lukket Tempelbjerget for muslimer og turister.
Det er som "hellig krig", siger talsmand Fawzi Barhoum for den palæstinensiske organisation om lukningen af det hellige sted, der af muslimer er kendt som Den Ædle Helligdom.
Han opfordrer til angreb på israelske soldater og bosættere på Vestbredden, rapporterer nyhedsbureauet AP.
Israel traf den usædvanlige beslutning at lukke området, efter at tre palæstinensere fredag åbnede ild på Tempelbjerget. To politibetjente blev dræbt under skyderiet.
Ifølge den israelske avis Haaretz jagtede politiet de tre angribende mænd gennem den gamle bydel i Jerusalem, før de blev skudt og dræbt.
De tre palæstinensere var troende muslimer og israelske statsborgere.
Israelske myndigheder har sagt, at det hellige sted ikke åbnes før søndag.
Området ved Tempelbjerget er særdeles omstridt, da det er helligt for både jøder, muslimer og kristne.
Efter skyderiet blev folk evakueret fra området. Den muslimske fredagsbøn blev ifølge den britiske avis The Guardian aflyst for første gang i 17 år.
Tempelbjerget er en høj i Jerusalem. Islam regner stedet som det tredjehelligste efter Mekka og Medina.
Grædemuren, der er Tempelpladsens vestlige mur, regnes for at være det helligste sted for jøder.
Tempelbjerget er desuden helligt for både katolske og ortodokse kristne.
Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har fordømt angrebet i et telefonopkald til den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.
/ritzau/