Guvernør fordømmer højrefløjsaktivister efter raceuroligheder: Skam jer

En 20-årig mand er blevet anholdt, efter at en bil kørte ind i en gruppe mennesker i Charlottesville i Virginia.

Demonstrationen var arrangeret for at protestere mod fjernelsen af en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee. (Foto: © JOSHUA ROBERTS, Scanpix)

En demonstration arrangeret af hvide nationalister under overskriften ”Unite the Right" (på dansk: foren højrefløjen) i Charlottesville, Virginia i USA udviklede sig i nat dansk tid voldsomt, da en bil kørte ind i en gruppe moddemonstranter og dræbte en 32-årig kvinde.

Og statens guvernør, Terry McAuliffe, har en klar besked til de demonstrerende nationalister.

- Jeg har en besked til alle de white supremists (gruppe, som tror, at hvide mennesker er andre racer overlegne, red.) og nazister, som kom ind i Charlottesville i dag. Vores besked er ganske enkel: Gå hjem. I er ikke ønskede i dette fine samfund. Skam jer, siger han ifølge CNN.

- I lader som om, I er patrioter, men I er alt andet end patrioter.

19 personer blev såret, da bilen ramte menneskemængden. En talsmand for et hospital forklarer, at fem personer er kritisk såret, fire er alvorligt såret, mens de sidste ti er såret i mindre grad.

Derudover blev 15 personer såret under urolighederne ved demonstrationen og moddemonstrationen.

De føderale myndigheder har indledt en efterforskning af episoden, ligesom den formodede fører af bilen – en 20-årig mand fra Ohio – er blevet anholdt. Han er sigtet for drab og for at have skadet mennesker.

Også USA’s justitsminister, Jeff Sessions, fordømmer volden.

Bilen som kørte gruppen af moddemonstranter ned og dræbte en kvinde. (Foto: © WIN MCNAMEE, Scanpix)

- Volden og dødsfaldene i Charlottesville rammer lige ind i hjertet af amerikansk lov og retfærdighed. Når sådan noget sker som følge af raceintolerance og had, så forråder de vores grundværdier og det kan ikke tolereres, siger Jeff Sessions.

- Retfærdigheden vil ske fyldest.

To betjente dræbt i helikopterstyrt

Kvinden, der blev dræbt under påkørslen, var ikke eneste omkomne i forbindelse med urolighederne.

To medlemmer af delstatens politi omkom nemlig i et helikopterstyrt senere på dagen.

De var i luften for at assistere med situationen i Charlottesville, lyder det fra Virginias statspoliti. Det er fortsat uklart, hvad der forårsagede styrtet.

De to betjente, som var henholdsvis 48 og 40 år, døde på stedet.

Kendt som progressiv by

De hvide nationalister protesterede ifølge The New York Times over byens beslutning om at fjerne en statue af sydstatsgeneralen Robert E. Lee - der var en ledende officer på den tabende side under den amerikanske borgerkrig.

Hvide nationalister med skjold og sydstatsflag ved ankomsten til demonstrationen i Charlottesville, Virginia. (Foto: © JOSHUA ROBERTS, Scanpix)

Ifølge CNN er byen kendt for at være meget progressiv og gennem de seneste måneder er højrefløjsaktivister og medlemmer af Ku Klux Klan rejst til byen for at protestere mod dens intentioner om at fjerne de synlige forbindelser til Sydstaterne.

Planer, der blev lanceret, efter at ni sorte kirkegængere i Charleston, South Carolina i 2015 blev dræbt af en 21-årig hvid mand.