Guvernør erklærer undtagelsestilstand i North Carolina

Igen i nat har der været voldsomme uroligheder i byen Charlotte i North Carolina. En mand er såret af skud i nat.

Under demonstrationerne i byen Charlotte i North Carolina er en person blevet hårdt såret, og staten er nu erklæret i undtagelsestilstand. (Foto: © Nicholas KAMM, Scanpix)

Efter endnu en nat med voldsomme uroligheder i byen Charlotte i North Carolina har guvernør Pat McCrory erklæret staten i undtagelsestilstand.

Én person er blevet skudt under voldsomme demonstrationer mod politivold i byen.

Først blev det meddelt, at personen var død, men derefter oplyste myndighederne, at personen stadig er i live.

16 politibetjente har de seneste dage fået skader af forskellig art under demonstrationer i byen.

En ellers fredelig demonstration udviklede sig onsdag til kaos, da politiet brugte gummikugler og tåregas for at sprede demonstranterne, som kastede sten og flasker mod politifolkene.

Her affyrer politiet tåregas med demonstranterne:

Det er anden aften i træk, at byen har været ramt af uroligheder og store demonstrationer. Årsagen er, at 43-årige Keith Lamont Scott blev skudt og dræbt tirsdag eftermiddag på en parkeringsplads foran et lejlighedskompleks i byen.

Ifølge politiet var Scott i besiddelse af et skydevåben, da han steg ud af sin bil, som betjentene bad ham om.

Fredag skød og dræbte politiet i Tulsa, Oklahoma, en sort mand, hvis bil var gået i stå på en vej uden for byen. Politiet hævder, at manden rakte ud efter en pistol. Hans familie siger, at der var tale om en bog.

/ritzau/