- Gud velsigne dig, min ven Jimmy Morales. Gud velsigne begge vores lande, Israel og Guatemala. Vi venter på jer her i Jerusalem, sagde den israelske premierminister Benjamin Netanyahu i dag.
Han havde efter et møde med Guatemalas præsident Morales fået at vide, at det mellemamerikanske land ligesom USA også vil flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem - en beslutning som den amerikanske præsident Donald Trump har fået meget kritik for.
At Israel og USA har tætte forbindelser, er ingen nyhed.
Men Guatemalas forbindelser til USA og Israel er både historisk og økonomisk vigtige for det lille land, der grænser op til Belize, El Salvador, Honduras og Mexico,
- Med det her træk slår Guatemala to fluer med et smæk og får klappet sine to bedste venner på skulderen, fortæller DR’s Sydamerika-korrespondent, Kristian Almblad.
Hvert år sender USA milliarder af dollars til Guatemala. Og Israel har flere gange støttet Guatemala blandt andet humanitært og militært.
- Set udefra kan det virke som en besynderlig alliance, Israel, USA og Guatemala. Men det er helt logisk, hvis man ser på Guatemalas historie. Landet er fuldstændig afhængig af penge fra USA, siger han.
Anerkendte Israel som en af de første
Forholdet mellem Guatemala og Israel er meget venskabeligt og går historisk tilbage til 1948, hvor staten Israel blev oprettet i kølvandet på jødeudrydelserne under 2. verdenskrig
Dengang var Guatemala et af de første lande i verden, som anerkendte staten Israel, forklarer Kristian Almblad.
- Og siden har det været sådan, at israelske lægehold er nogle af de først ankomne, når der eksempelvis har været naturkatastrofer i Guatemala. Og Guatemala har aftaget rigtig mange våben fra Israel.
Med andre ord siger Guatemala altså ifølge Kristian Almblad til Israel og USA: "Det kan godt være, at resten af verden er imod jer, men vi er her".
Da FN’s generalforsamling i sidste uge vedtog en erklæring, som opfordrede USA til at omgøre sin beslutning om at flytte ambassaden og kalde Jerusalem for Israels hovedstad, stemte Guatemala og kun otte andre lande imod for at støtte USA.
Det var for omkring tre uger siden, at Trump meldte sin beslutning om at anerkende Israel som Jerusalems hovedstad og flytte ambassaden dertil.
Kristian Almblad vurderer, at Guatemalas beslutning bliver en enlig svale i den mellemamerikanske region.
Det skyldes, at de andre lande i regionen ikke er begejstret for den amerikanske præsident.
- Honduras kan måske finde på at gå med, men der findes ellers ikke den store velvilje i resten af regionen. Under præsidentvalget i USA var Donald Trump ikke ligefrem positiv over for latinoer, så stemningen generelt er ikke specielt Trump-venlig, siger Kristian Almblad.
Sagen kort
- •
Guatemalas meddelelse om, at ambassaden vil blive flyttet til Jerusalem, kommer efter et møde mellem den guatemalanske præsident og Israels premierminister.
- •
Guatemala er det første land, som officielt har meldt ud, at det i lighed med USA har planer om at flytte sin ambassade til Jerusalem.
- •
Trumps beslutning var kontroversiel, da den brød med mange års international konsensus.
- •
Det internationale samfund fastholder, at Jerusalems status skal afgøres gennem forhandlinger mellem parterne.
- •
Alle lande har derfor hidtil haft deres ambassader i Tel Aviv.