Det tog 20 år at blive enige om en aftale om klimamål for klodens syv milliarder beboere.
Men der er stadig et pænt stykke fra de mange rygklap og stående applaus i plenarsalen i Paris til målene om hurtigst muligt at få udslippet af CO2 til at falde.
- Der er brug for, at det understøttes af konkrete investeringsprogrammer. Det kræver en helt ekstraordinær indsats, hvis det her virkelig skal batte. Mange af de penge skal ikke nødvendigvis komme fra de statslige kasser, men fra private investeringer, siger Jarl Krausing, der er international chef i den grønne tænketank Concito.
De fattigste lande kan ikke selv
Han kalder gårsdagens aftale for en ”ramme”, der giver private en god grund til at hælde penge i grønne investeringer.
- Nu ligger der meget analytisk arbejde, hvor man skal finde ud af, hvordan vores energiforsyningsbutik skal se ud. Og de hundrede fattigste lande i verden skal have hjælp til alt - ikke bare til at tilpasse elforsyningen, men også til at reducere Co2-fodaftrykket på lang sigt, siger Jarl Krausing.
Aftalen omfatter blandt andet, at de rigeste lande årligt skal overføre 100 milliarder dollar til fattige lande som bidrag til omstilling og som kompensation for, at store befolkningsgrupper stadig mangler strøm og andre grundlæggende fornødenheder. Det tal har man sjusset sig frem til politisk og er ikke nær nok, mener Jarl Krausing:
- Det er politisk definerede tal. Man ved, at investeringsbehovet i grøn infrastruktur i udviklingslandene langt overstiger én billion dollars om året. Så det gælder om at bruge de penge, man har offentligt-privat som katalysator til at tiltrække flere investeringer. Der skal en meget stor, målrettet hjælp til i forhold til fattige lande og vækstøkonomier, siger Jarl Krausing og fortsætter:
- Det er i-landene, som skal bygge de her rammer. Det er kun dem, som kan tiltrække så store, private investeringsstrømme.