Det viser sig at to af de tre nordmænd, der er testet positive for zikavirus er gravide kvinder. Den tredje er en mand.
Det oplyser de norske myndigheder på et pressemøde her i eftermiddag.
Alle tre har opholdt sig i zika-berørte lande i Sydamerika.
Trods de tre tilfælde fraråder man ikke rejser til lande, der er ramt af zikavirus, men man fraråder gravide at rejse dertil.
- Vi forventer, at der kommer flere tilfælde i forbindelse med rejseaktiviteter, siger direktør på folkesundhedsinstituttet, Jon Arne Røttingen ifølge VG.
Norske fostermedicinske centre har testet i alt 50 personer siden februar, som har været mistænkt for at være smittet med zikavirus.
Zikavirus mistænkes kraftigt for at kunne medføre mikrokefali hos fostre. Det er en sygdom, hvor børn fødes med for små hoveder og derfor kan udvikle hjerneskader.
Virusset bliver primært spredt via myg, men i flere lande, herunder Frankrig, er der også blevet registreret seksuelt overførte tilfælde.
WHO har frarådet gravide at rejse til områder, hvor der aktuelt er udbrud af zikavirus, og amerikanske sundhedsmyndigheder har frarådet gravide at rejse til Brasilien i forbindelse med sommerens OL i Rio de Janeiro.
Sundhedsstyrelsen i Danmark anbefaler, at alle gravide eller kvinder, der påtænker at blive det, ikke rejser til Syd- og Mellemamerika.
Zikavirus har spredt sig til omkring 40 lande, især Syd- og Mellemamerika.