GRAFIK Det ved vi om brødrene fra Bruxelles-angreb

To brødre er ifølge de belgiske myndigheder blandt gerningsmændene bag angrebene på lufthavn og metro i den belgiske hovedstad.

(© DR)

Belgisk politi mistænker to brødre og to andre gerningsmænd for at stå bag bombeangrebene i Bruxelles.

Bombeangreb ramte tirsdag morgen Zaventem-lufthavnen og en metrostation i centrum af Bruxelles.

De belgiske brødre Ibrahim el-Bakraoui på 30 år og Khalid el-Bakraoui på 27 år er ifølge belgisk politi to af gerningsmændene bag angrebene tirsdag. Ibrahim el-Bakraoui var en af selvmordsbomberne i Zaventem-lufthavnen, mens den yngre bror, Khalid, stod bag angrebet i et tog ved metrostationen Maelbeek i centrum af Bruxelles.

De er begge tidligere dømt for kriminalitet. Tyrkiet udviste ifølge præsident Erdogan Ibrahim el-Bakraoui i sommer og advarede Holland og Belgien om ham.

Den yngste bror skal have lejet en lejlighed, politiet gennemsøgte i Bruxelles forrige uge. Her blev der fundet et Islamisk Stat-flag, et gevær, bombeudløsere og fingeraftryk af Salah Abdeslam, der for nyligt blev pågrebet og sigtet for terrorangrebet i Paris i november.

Kilder: Reuters, NTB, AFP.

/ritzau/

I grafikken ovenfor kan du se, hvad vi foreløbigt ved om de to brødre.