Efter en kaotisk nat, hvor flammerne har hærget nær Athen, melder Bravo Tours, at tre savnede danskere er fundet i god behold.
De befandt sig i området omkring Rafina, hvor i alt 39 danskere er blevet evakueret fra et hotel.
- Seneste nyt er, at vi har været i kontakt med alle danskere, som er rejst med Bravo Tours, og de er alle sammen i god behold, siger kommunikationschef hos Bravo Tours, Sidsel Nordestgaard.
Hun oplyser, at deres gæster er blevet evakueret i løbet af aftenen og natten i små både, som har sejlet dem fra Rafina til Athen, hvor de er blevet checket ind på et nyt hotel. Én dansker faldt i vandet under evakueringen, og hun er kørt til tjek på hospitalet.
- Hun har det efter omstændighederne godt. Hun er blevet behandlet for underafkøling, men ellers har hun det fint. Men de er selvfølgelig alle sammen chokeret, det har været en voldsom oplevelse, fortsætter Sidsel Nordestgaard.
Det er to store skovbrande på hver sin side af Athen, der har forårsaget evakueringen. Brandene er ude af kontrol, lyder meldingen. Mindst 20 personer er omkommet i flammerne.
Den første brand startede i en fyrretræsskov tæt ved kystbyen Kineta, der ligger 50 kilometer vest for Athen. Den anden store brand brød ud i Penteli-området nordøst for Athen mandag eftermiddag.
Det har fået Udenrigsministeriets Borgerservice til at råde personer, der er i nærheden af brandene, til at udvise forsigtighed og følge vejledning fra lokale myndigheder.
Hvis du befinder dig i området, og har lyst til at tale med os, kan du kontakte os på nsan@dr.dk.