Grækenland udsætter betaling med Zambia-finte

Den græske regering bruger obskur regel for at vinde tid i strid om gæld, siger ekspert.

Det græske vartegn Akropolis var i dag - som den græske økonomi - truet af sorte skyer. (Foto: © ANGELOS TZORTZINIS, Scanpix)

Den hårdt pressede regering i Grækenland har tilsyneladende kigget dybt i regelsættet hos Den Internationale Valutafond IMF.

Her findes en regel om, at et land kan samle tilbagebetalinger af gæld indenfor en given måned for at mindske det administrative bøvl, som betalingerne medfører. Reglen blev sidst anvendt af Zambia i 1980’erne, skriver Financial Times.

Den græske økonomiminister udtaler i dag, at Grækenland har taget imod IMF's tilbud om at samle juni måneds betalinger til slutningen af måneden - og dermed undgå en tilbagebetaling på 2,2 milliarder kroner, som skulle falde i dag. IMF selv har ikke kommenteret, hvem der tog initiativ til udsættelsen.

Vinde tid

Jakob Christensen, der er direktør i investeringsbanken Exotix i London og har været med til at udarbejde hjælpepakkerne til Grækenland for EU-Kommissionen, tør godt gætte på grækernes hensigt med udsættelsen:

- Der er ingen tvivl om, at det de er i gang med, er at prøve at vinde noget tid - sådan at de kan få mere tid til at forhandle en aftale på plads, siger Jakob Christensen.

Han fremhæver, at de to parter i forhandlingerne om gældskrisen - Grækenland på den ene side, IMF, Den Europæiske Centralbank ECB og EU på den anden - faktisk er nået langt i forsøget på at nå hinanden og på den måde undgå en græsk statsbankerot.

- Det er tydeligt at trojkaen (IMF, ECB og EU, red.) faktisk har lempet på nogle af deres krav. På finanspolitikken har man sat kravene ned for, hvilket overskud de skal have. Man er også gået bort fra at kræve fyringer i den offentlige sektor, fortæller Jakob Christensen.

Valg eller folkeafstemning

På trods af indrømmelserne har Alexis Tsipras dog stadig svært ved at sælge en aftale til sit bagland i det venstreorienterede parti Syriza.    

-  Der er stadig nogle krav tilbage i forslaget, som vil være uacceptable for venstrefløjen i Syriza. Så jeg tror, at det bliver svært for Tsipras at holde sammen på partiet, hvis de skal gå med til aftalen med trojkaen. Det åbner op for et nyvalg eller en folkeafstemning om programmet og fremtidigt euro-medlemskab, siger Jakob Christensen.