Grækenland har formelt ansøgt om kriselån

Grækenland har sendt en formel ansøgning om kriselån til eurogruppen

Bankerne i Grækenland holder stadig lukket, og mange grækere hæver hver dag de maksimale 60 euro. (Foto: © ALKIS KONSTANTINIDIS, Scanpix)

Den Europæiske Stabilitets Mekanisme, ESM, har modtaget en formel ansøgning om kriselån fra Grækenland, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- ESM har modtaget en græsk forespørgsel, siger en talsmand for ESM, der er eurozonens særlige krisefond.

Det vides ikke, hvor mange penge den græske regering har bedt om.

Eurogruppen finansministre skal nu behandle ansøgningen, som formelt er stilet til eurogruppens formand, Jeroen Dijsselbloem, og de 19 finansministrene forventes at holde et telefonmøde senere i dag.

I ansøgningen til EMS lover den græske regering, at den vil indføre reformer for pension og skat allerede i næste uge til gengæld for det treårige kriselån, som skal kunne trække landet ud af økonomisk kollaps.

- Vi foreslår en øjeblikkelig implementering af flere tiltag allerede i begyndelsen af næste uge, herunder foranstaltninger i relation til skattereform og pensionsreform, lyder det i brevet fra finansministeriet.

Kan højst hæve 60 euro om dagen

Grækenlands seneste støtteprogram udløb ved udgangen af juni, hvor landet samtidig undlod at tilbagebetale et afdrag på 1,5 milliarder euro til Den Internationale Valutafond, IMF.

Siden har de græske banker og børsen i Athen holdt lukket i et forsøg på at undgå en statsbankerot, og grækerne kan i øjeblikket højst hæve 60 euro om dagen fra bankernes hæveautomater.

Den græske gældskrise har domineret dagsordenen i EU og Bruxelles den seneste måned. Adskillige krisemøder er blevet holdt, og den endelige deadline for at nå en ny aftale er søndag, hvor alle 28 EU's stats- og regeringschefer samles til et endnu et topmøde,.

De 19 eurolandes finansministre skal nu behandle ansøgningen, som formelt er stilet til eurogruppens formand, den hollandske finansminister, Jeroen Dijsselbloem.

Repræsentanter for eurolandene ventes onsdag at diskutere den græske ansøgning. En tidligere plan om at håndtere det på et telefonmøde blandt ministrene er afblæst. Nu bliver det i første omgang deres embedsmænd, der holder møde.

/ritzau/AFP