Grækenland erklærer EU's flygtningeaftale med Tyrkiet for død

Tusinder af flygtninge har samlet sig ved grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland den seneste tid efter uro.

Den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, erklærer en aftale fra 2016 mellem EU og Tyrkiet for "død". (Foto: © ALEXANDROS AVRAMIDIS, REUTERS/Scanpix + Wikimedia (Creative Commons))

Den græske premierminister, Kyriakos Mitsotakis, erklærer den aftale, som EU og Tyrkiet indgik i 2016 om bremsning af flygtningestrømme til Europa, for "død".

Det siger Mitsotakis fredag til CNN.

- Lige nu - lad os være ærlige - aftalen er død. Og den er død, fordi Tyrkiet har besluttet at overtræde aftalen helt, på grund af hvad der er sket i Syrien, siger Mitsotakis.

Tusinder af flygtninge har samlet sig ved grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland siden sidste uge, hvor Tyrkiet meddelte, at man ikke længere vil forhindre flygtninge i at forlade landet.

Meddelelsen kom fra Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, efter at 33 tyrkiske tropper blev dræbt i et luftangreb i den syriske Idlib-provins.

De græske styrker oplyser, at de siden da har forhindret knap 39.000 personer i at krydse grænsen. Tyrkiet hævder, at det reelle antal er mere end tre gange så højt.

Tyrkiet og EU indgik i 2016 en aftale, der indebærer, at EU skal hjælpe syriske flygtninge i Tyrkiet for seks milliarder euro, mens Tyrkiet skal bremse strømmen af migranter til EU.

Europa skal ikke lade sig presse

Mitsotakis siger, at Tyrkiet "gør det modsatte af", hvad landet har forpligtet sig til i aftalen fra 2016.

- Tyrkiet har systematisk bistået, både til lands og til søs, flygtninge i at krydse grænsen til Grækenland, siger den græske premierminister.

Mitsotakis erkender, at Tyrkiet huser knap fire millioner flygtninge fra Syrien, men insisterer på, at "Europa ikke skal lade sig afpresse af dette problem".

- Vi er ikke dem, der eskalerer denne konflikt. Vi har alle rettigheder til at beskytte vores grænser, siger han.

Fredag var EU's udenrigsministre samlet til ekstraordinært møde i Zagreb, efter at uroen i Idlib-provinsen er taget til og har sendt hundredtusindvis af mennesker på flugt.

EU's udenrigschef, Josep Borrell, sagde før mødet, at han ville tale med udenrigsministrene om, hvorvidt Tyrkiet skal have yderligere økonomisk støtte til at håndtere de mange flygtninge, der kommer til landet.

Men der blev ikke taget nogen beslutning om ekstra støtte til Tyrkiet.

/ritzau/AFP