Google sletter fornærmelser af Thailands kongehus

Fornærmelser af kongehusets medlemmer kan give op til 15 års fængsel i Thailand.

Thailands kommende konge, Maha Vajiralongkorn, og prinsesse Ubolratana Rajankaya under en ceremoni for den afdøde konge Bhumibol Adulyadej i Grand Palace, Bangkok. (Foto: © ROYAL HOUSEHOLD BUREAU, Scanpix)

Google har indvilget i at slette indhold på internettet, der fornærmer Thailands kongehus. Det skriver BBC.

I Thailand sørger man fortsat over kong Bhumibol Adulyadejs død. Siden hans død den 13. oktober har man fundet indhold på internettet med over 100 forskellige fornærmelser af kongehuset.

Thailands indenrigsminister, Prajin Juntong, oplyser, han har haft et møde med repræsentanter for Google for at klage over informationer fundet på Google og YouTube.

En talsmand for Google oplyser ifølge Reuters, at man følger de faste regler ved forespørgsler om at fjerne indhold.

- Når vi bliver informeret om illegalt indhold fra officiel side, vil vi begrænse det i det land, hvor det er forbudt efter et grundigt gennemsyn, lyder det.

Har før fjernet indhold

Thailands regering har før bedt om at få fjernet indhold fra Google.

I sidste halvår af 2015 modtog Google således 33 forespørgsler, som omhandlede 1566 forskellige sager. 97 procent af dem indeholdt kritik af regeringen.

Google fjernede dengang indhold fra 85 procent af de anmeldte sager.

Det kan give op til 15 års fængsel at fornærme medlemmer af det thailandske kongehus.

Alle borgere har mulighed for at indgive klager, og de skal altid undersøges af politiet. Detaljerne kommer dog sjældent frem af frygt for at komme til at gengive fornærmelserne.