Alle 58 ofre for et masseskyderi i Las Vegas tidligere på året døde af skuddene fra den 64-årige skytte, Stephen Paddock.
Det siger retsmediciner i Clark County John Fudenberg til nyhedsbureauet AP.
På samme tid oplyser retsmedicineren, at Paddocks død nu endeligt er blevet betegnet som et selvmord. Det har også længe været den gængse opfattelse hos efterforskerne. Paddock skød sig selv gennem munden.
Der har været spekuleret i, om det efterfølgende kaos, der opstod efter skyderiet begyndte, havde dræbt nogen af ofrene.
Det kan have stor betydning for de efterladte, overlevende og forsikringsselskaber, hvem der bærer skylden for de 58 ofre.
Stephen Paddock åbnede i oktober ild fra 32. etage på hotellet Mandalay Bay i Las Vegas. Massakren er det blodigste masseskyderi i nyere amerikansk historie.
Myndigheder oplyser på samme tid, at mere end 500 mennesker blev såret, da Paddock begyndte at skyde mod en mængde til en koncert.
Retsmedicineren siger, at alle familier er blevet underrettet om undersøgelserne, inden at det blev offentliggjort.
/ritzau/AP