To generaler slås om at lede de libyske oprørere

De libyske oprørere er dårligt uddannet, mangler våben og miltær træning, og så er der dyb forvirring om, hvem der faktisk leder dem. To generaler slås om magten.

General Abdul Fattah Younes, som den civile ledelse af oprørerne mener er øverstbefalende. Men en anden libysk general gør ham nu rangen stridig. (© Scanpix)

Hvem er øverstbefalende for de libyske oprørere og de tidligere regeringsstyrker, der er gået over på oprørernes side. Det er tilsyneladende et åbent spørgsmål, som ikke gør situationen i Libyen bedre.

- Jeg kontrollerer alle, oprørerne og de regulære styrker, siger general Khalifa Hifter til den amerikanske avis New York Times.

- Jeg er den øverstbefalende og general Abdul Fattah Younes er generalstabschef. Hans job er at støtte os på slagmarken og mit er at lede slaget, siger han til avisen om sin militære rival.

Årsag til nederlag

Han beskylder general Younes for at være årsag til en række ydmygende nederlag langs den zigzagformende front mellem byerne Brega og Ajdabiya.

- Det var fordi Abdul Fattah Yuones havde kommandoen. Derfor kom jeg tilbage for at tage hånd om tingene og i de næste dage vil jeg tage kommandoen over alle enheder, ikke bare en. Jeg forbereder mig på at lede styrkerne fra nu af, siger han.

Men den civile ledelse af oprørerne, insisterer på at det er general Younes, der stadig er øverstbefalende. - General Younes er over ham, det er helt sikkert og general Hifter er under ham, siger en talsmand for Det Nationale Overgangsråd.

I går blev der foreslået en slags kompromis af en oberst, som er officiel talsmand for oprørsstyrkerne. han sagde, at de to generaler er ligestillede og begge refererer til forsvarsminister Omar Hariri.

I eksil i 20 år

General Khalifa Hifter er meget populær blandt oprørerne, skriver New York Times. Han var en helt under Muamar Gaddafis krig mod nabolandet mod syd Tchad. En krig som Gaddafi tabte. Senere blev Hifter uvenner med Gaddafi og gik i eksil i USA hvor han har boet i 20 år. Han kom tilbage en måned efter at oprøret i Libyen var begyndt og udnævnte sig selv til øverstbefalende.

General Abdul Fattah Younes var en ven af Gaddfi og hans indenrigsminister lige indtil han gik over til oprørerne den 22. februar i år.

- Han har tilbragt hele sit liv bag Gaddafi, siger en officer, der står rivalen Hifter nær.