Gazas vigtigste hospital ramt af bombardementer

Der er også rapporter om syv børn dræbt af et missil i en park. Parterne skyder skylden på hinanden.

En far, der har mistet sin søn efter bombardement af en park og et hospital. Palæstinensere skyder skylden på Israel. Israel nægter at stå bag. (Foto: © Mohammed Salem, Scanpix)

Gazas primære hospital og en park er blevet ramt af bombardementer. Mindst ti er døde.

Det oplyser palæstinensiske sundhedskilder.

Ifølge Gazas politi var det israelske luftbombardementer, der var skyld i dødsfaldene.

Israel benægter

Men det benægter det israelske militær.

- Hændelsen blev udført af terrorister i Gaza. Deres raketter nåede ikke målet og ramte al-Shifa-hospitalet og al-Shati-flygtningelejren, siger talsmand Peter Lerner fra den israelske militær med henvisning til Hamas, der styrer Gaza.

Flere såret

En sundhedsembedsmand siger, at flere blev såret ved angrebet på hospitalet.

Det er al-Shifa hospitalets kompleks i Gaza by, der er blevet ramt, og ifølge AP bliver kamerahold forhindret i at filme nedslaget på hospitalet.

Ramte legeplads

AP rapporterer ligeledes, at et missil har ramt en park i en flygtningelejr i Gaza by. Ti meldes dræbt og 46 sårede.

Nyhedsbureauet AFP citerer en læge for, at syv af dem er børn.

I sidste uge døde flere palæstinensere, da Israel bombarderede al-Aqsa hospitalet i Gazastriben. Ugen før blev al-Wafa hospitalet bombet.

Israels militær har tidligere forklaret angreb mod civile huse og hospitaler med, at de fungerer som våbenlagre, eller at der affyres raketter fra området og ind i Israel.