Israelske styrker har i nat og her til morgen omringet og er gået ind på Gazastribens største hospital, al-Shifa, i det nordlige Gaza.
Ifølge militæret har man anholdt flere end 80 personer og dræbt et højtstående medlem af terrororganisationen Hamas, som ifølge Israel bruger hospitalet til at ”igangsætte angreb”.
Samtidig bliver palæstinensere, der bor i nærheden af al-Shifa-hospitalet og i nabolaget al-Rimal, opfordret til at flygte mod syd.
Ifølge Læger Uden Grænser er situationen på hospitalet i forvejen meget kritisk. Organisationens landechef besøgte i sidste uge al-Shifa, hvor der stadig befandt sig 236 patienter.
- Hospitalet er jo tidligere blevet udsat for angreb efter den 7. oktober, hvor man har evakueret rigtig mange af patienterne. Der er nærmest ikke noget, der fungerer på hospitalet. Der er ingen medicin. Der er ingen mad til hverken patienterne eller de ansatte, siger Julia Raavad, der er analysechef i den danske afdeling af Læger uden Grænser.
Værre dag for dag
Læger Uden Grænser har siden terrorangrebet den 7. oktober og Israels efterfølgende krig måttet evakuere fra ni hospitaler i Gazastriben. Organisationen oplever, at man ikke får samme beskyttelse, som det ellers er tilfældet i andre konfliktzoner.
- Som humanitær organisation i Gaza er det jo næsten umuligt at levere en humanitær indsats lige nu, på grund af de konstante krigshandlinger, som på ingen måde har respekteret de områder, vi normalt ville kalde for fredelige og beskyttet - selv i en krig og en konflikt, siger Julia Raavad.
Læger Uden Grænser oplever blandt andet bombardementer og snigskytter, mens nogle af organisationens medarbejdere er blevet arresteret.
- Vi har mistet rigtig mange af vores ansatte og deres familiemedlemmer undervejs. Der kommer også meget, meget lidt nødhjælp ind, så det er rigtig svært at operere som en neutral humanitær organisation, siger hun.
- Det er en meget, meget vanskelig situation, og den bliver værre dag for dag.
Israelsk strategi virker ikke
At Israels militær igen er i gang med en militæroperation på et hospital, viser, hvor svært det er for Israel at få bugt med Hamas, som er den israelske regerings erklærede mål.
Det fortæller DR’s korrespondent i Mellemøsten, Puk Damsgård.
- Hvis informationerne er korrekte, så er det her et tegn på, at Israels strategi om at eliminere Hamas i Gaza ikke virker. I sporet af krigen følger et totalt kollaps af lov og orden i det nordlige og sønderbombede Gaza, hvor krigen har raset, og hvor al-Shifa-hospitalet ligger, siger hun.
Det israelske militær har gennem længere tid opereret i det nordlige Gaza og har også tidligere erklæret, hvordan områder skulle være ryddet for Hamas. Men helt så simpelt er det ikke.
- Når Israel har ryddet områder, bliver der ikke etableret sikkerhed. Israels militær bliver ikke set som en befrielseshær, men som en besættelsesstyrke i Gaza. Det er ikke et Excel-ark, hvor man kan sætte flueben, når en Hamas-brigade er udryddet, siger Puk Damsgård.
- Det er en asymmetrisk krig, og krigen efterlader sig ruinerede territorier, hvor kaos hersker, og hvor modstanden mod Israel vokser og er massiv. Det her er et udtryk for, at strategien om at eliminere Hamas ikke er så nem, som man måske gerne vil gøre det til.