Præsident Putin skar en ensom figur på G20-mødet i Brisbane. Han blev sendt ud på fløjen, da familiebilledet blev taget. Han gik for sig selv, da selskabet skulle til frokost. Og han var den første, der forlod Australien - inden slutdokumentet blev offentliggjort.
Turen via Vladivostok var lang, lod han forstå. Han havde brug for at sove, for der ventede ham en lang mandag på arbejde i Moskva.
Den australske hedebølge i Brisbane med grader på omkring de 40 celcius havde ikke været i stand til at tø den vestlige koldfront mod Putin op.
Canadas premierminister Harper lod verden vide, at han havde givet Putin hånden - og sagt:
- Jeg er nødt til at give hånd. Men jeg har kun en ting at sige: Se så at komme ud af Ukraine.
Det hører med til helheden, at der bor over en million ukrainere og deres efterkommere i Harpers Canada, der er meget aktive i kampen for, hvor Ukraine skal høre til i fremtiden. Og det er ikke i Putins og Rusland sfære.
Rusland stjæler dagsordenen
Konflikten om Ukraine kom til at overskygge selve G20-topmødet her i Brisbane. På pressekonferencerne efter G20-topmødet var det konfrontationerne med Putin, der først blev spurgt ind til.
"Forretningsmæssigt og kontant", sagde Obama. "Putin står ved en skillevej", sagde Cameron og bedyrede, at EU og USA står sammen.
Angela Merkel var Vestens frontfigur over for Putin. De havde en flere timer lang samtale. Resultatet kender vi ikke - endnu. Men den samlede fronts budskab til Putin var og er:
Destabiliseringen af Ukraine er uacceptabel. Tilstedeværelsen af russiske tropper i Ukraine er uacceptabel. Alle russiske styrker skal trækkes ud. Rusland skal acceptere Minsk-aftalen. Rusland og separatisterne i Lugansk og Donetsk skal acceptere ukrainsk territorium.
I spørgsmålet om Krim er det som om, svaret fortoner svaret sig i Sortehavets tåger.
Sanktioner gør ondt på Putin
I skrivende stund er Putin på vej mod Vladivostok og Moskva - på vej på arbejde. Jeg tillader mig at tvivle på, at han sover. Han vil overveje forløbet her i Brisbane. Han vil vurdere, om Vesten virkelig står sammen. Om EU kan bære de sanktioner, der ganske vist gør rigtig ondt på Rusland, men også svækker vækst og økonomisk udvikling i EU.
Han vil vurdere, hvad konsekvenserne af Ukraine er og vil blive for NATO. Vil hans aktion i Ukraine styrke eller svække NATO?
Hans risiko er ganske vist, at Finland og Sverige melder sig de facto ind i NATO - men vil krisen over Ukraine manifestere den splittelse i NATO, der kan komme, hvis europæerne ikke vil betale prisen for oprustning?
Tilbage til udgangspunktet
Putin vil formentlig søge tilbage til sit udgangspunkt: Hvad handler Ukraine-krisen om? I hans optik, at Vesten systematisk inddæmmer, underminerer og rykker tættere på Rusland.
At Putins Rusland skal tages alvorligt som stormagt, skal høres og være med, når internationale kriser og konflikter skal løses. Og det bliver Rusland ikke - med mindre Putin spiller sig selv på banen. Som han gjorde med Assads kemiske våben.
Men samtidig vil den nye virkelighed nage ham. Den russiske rubel falder dramatisk i værdi. De russiske valuta-reserver vil blive dramatisk reduceret i de kommende måneder.
Russisk erhvervsliv mangler kapital og har svært ved at rejse den i udlandet på grund af sanktionerne. Og olie-prisen styrter. Under 80 $ per tønde og for nedadgående mange måneder frem. For bare at nævne de værste af trængslerne.
Putins muligheder
Putin vil vende sine diplomatiske muligheder. Hvad er hans 100 % mål i Ukraine? Hvornår skal han stoppe op? Hvad er hans næste mulighed for at spille sig selv på banen - enten som konstruktiv medspiller eller som manden, der obstruerer?
Det vil være i forhandlingerne om det iranske atom-program, der begynder i Wien d. 18.11 for at slutte d. 24.11 - med eller uden aftale. Det kan være i en potentiel aftale, der kan føre til våbenhvile i de dele af Syrien, der er inden for terapeutisk rækkevidde.
Lige nu er Putins bolde stadig i luften. På mandag mødes EU's udenrigsministre for at diskutere nye sanktioner mod Rusland. Her i Brisbane sagde Putin ganske rigtigt, at Vestens sanktioner strider mod det mål, G20 har sat sig for at nå: Økonomisk vækst med alt, hvad det indebærer.
Spørgsmålet er, hvad Putin selv vil gøre ved det nu, hvor han er blevet fanget i sit eget spil, i sin egen fortælling om Ruslands ret? Det er tvivlsomt, om han finder en svar, højt over de sibiriske skove, der vil tilfredsstille den omverden, der gav ham med grovfilen her i Brisbane.