Der er kun omkring 500 kilometer østkinesisk hav og lidt øer, som adskiller Japan fra det kinesiske fastland.
De to asiatiske lande har tidligere haft sine uoverensstemmelser, men lige nu er det hverken kinesisk militærmagt eller uenighed om territorier, der bekymrer Japan.
Det er i stedet udbruddet af coronavirus i Kina, som foreløbig har kostet mere end 300 kinesere livet. Men smitten er også konstateret i andre lande.
Søndag holdt Tokyos borgmester, Yuriko Koike, tale i forbindelse med åbningen af indendørsstadionet Ariake Arena, som skal huse den olympiske volleyballturnering til sommer-OL.
Frygter, at virus rammer OL
Udbruddet af coronovirus i Kina har skabt frygt i Japan for, om det kan komme til at få konsekvenser for OL til sommer.
Derfor vil Koike indføre tiltag, som skal forhindre coronavirusset i at ramme byen i optakten til OL.
- Jeg vil indføre endnu strengere tiltag for at håndtere den smitsomme sygdom, fortalte hun i sin tale på det 2,2 milliarder kroner dyre stadion ifølge nyhedsbureauet AFP.
- Jeg skal mødes med flere ledere i denne weekend for at tale om, hvordan vi sørger for sikkerheden for og beskyttelsen af befolkningen i Tokyo - specifikt med fokus på at forhindre spredning af virusset og at styrke testsystemet.
Vask hænder
Hun opfordrede samtidig borgerne til at vaske hænder grundigt og bære masker for at beskytte sig selv mod smitte.
Japan har allerede advaret landets borgere mod unødvendige rejser til Kina, hvor virusudbruddet startede. Derudover har landet indført restriktioner i forhold til indrejse i landet.
Flere OL-kvalifikationsturneringer og -stævner i Kina er blevet aflyst eller udsat grundet coronavirusudbruddet.
OL begynder 24. juli i Tokyo.
/ritzau/