Frygt for vold: Belgien fraråder rejser til Congo

Belgiere, som befinder sig i landet opfordres til at være meget forsigtige, når de bevæger sig rundt i den tidligere koloni.

53 mennesker mistede tilbage i september livet under demonstrationer i Den Demokratiske Republik Congos hovedstad Kinshasa. (Foto: © Anadolu Agency, 2016 Anadolu Agency)

Belgien har i dag valgt at fraråde belgiske statsborgere at rejse til Den Demokratiske Republik Congo (DR Congo) - en tidligere belgisk koloni.

Advarsel kommer grundet frygt for vold i forbindelse med planlagte demonstrationer imod landets regering, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Belgiske statsborgere, som bliver i landet, bør være yderst forsigtige, særligt når de bevæger sig rundt, udtaler Belgiens udenrigsminister Didier Reynders.

Ministeren har også fordømt udvisningerne af to belgiske tv-hold.

På det belgiske udenrigsministeriums hjemmeside fremgår det, at ”politiske spændinger, nye foranstaltninger, som er blevet taget af myndighederne for at undertrykker rettigheder og friheder, udvisningen af belgiske journalister, rygter om lukning af bestemte lufthavne, mulig begrænsning af kommunikation på internettet og risikoen for nye demonstrationer” er årsagerne til advarslen mod at rejse til landet.

En del af uroen i Den Demokratiske Republik Congo skyldes blandt andet, at præsident Jospeh Kabila ifølge landets forfatning skal træde tilbage d. 19. december, skriver BBC.

Kabila har dog meldt ud, at han vil blive på posten frem til i hvert fald april 2018. Her vil det tidligst - ifølge landets regering - være muligt at afholde et valg. Et valg, der oprindeligt skulle være fundet sted i november måned.

I september mistede 53 mennesker livet under uroligheder i hovedstaden Kinshasa - 48 af dem civile. Det fremgår af en rapport, som FN har udarbejdet.

Hændelserne i september fik i mandags EU til at vedtage sanktioner mod syv personer, som alle har "ansvarsfulde poster i kommandovejen for de congolesiske sikkerhedsstyrker"

Uroen i landet fik i går regeringen til at suspendere alle kampe i landets fodboldliga.

Det danske udenrigsministerium har ingen særlige rejsevejledning for rejser til Den Demokratiske Republik Congo.