Front National ser ikke ud til at styre mod fransk valgsejr

Marine Le Pens Front National ser ikke ud til at få det kanonvalg ved de franske lokalvalg, som meningsmålinger havde spået.

Leder af det indvandrings- og EU-skeptiske parti Front National Marine Le Pen ser ikke ud til at styre mod en valgsejr ved de franske lokalvalg. (Foto: © Yoan Valat, Scanpix)

Det højreorienterede og nationalistiske parti Front National ser ikke ud til at få det stormvalg, som ellers var ventet ved søndagens lokalvalg i Frankrig.

Der konservative parti UMP, som tidligere præsident Nicolas Sarkozy står i spidsen for, har i alliance med centerpartiet UDI ifølge valgstedsmålinger lagt sig i spidsen ved første runde af valget til de såkaldte departementer.

Front National ser i de foreløbige målinger ud til at blive forvist til anden- eller muligvis tredjepladsen målt på antallet af stemmer.

Intet ligger fast endnu

UMP og dets alliancepartier står ifølge franske medier til at få mellem 32 og 37 procent af stemmerne. Tallene er dog foreløbige og er ikke de officielle opgørelser fra valget, og resultatet kan derfor fortsat rykke sig.

Front National, der fører en indvandringskritisk og EU-skeptisk politik, står i målingerne til at få mellem 23 og 26 procent af stemmerne.

En af forklaringerne kan være, at valgdeltagelsen formentlig har været noget højere, end de fleste havde regnet med.

Præsident Francois Hollandes socialistiske regeringsparti og dets alliancepartier står til at få mellem 25 og 27 procent af stemmerne.

/ritzau/DR Nyheder/