Kijev er nu indhyllet i ild, skriver nyhedsbureauet AP, mens kampklædte betjente stormer demonstranterne på Frihedspladsen Kijev.
På diverse livestreams kan man selv følge urolighederne, hvor betjentene bruger chok-granater og vandkanoner for at sprede demonstranterne.
Det meste af dagen har der været uroligheder i resten af Kijev. Indtil videre har syv demonstranter og to politibetjente mistet livet i de blodige kampe.
Vi trækker os ikke tilbage
Oppositionen i Kijev var forberedt på, at politiet kunne finde på at angribe Frihedspladsen.
- Vi kan se, at regimet igen er begyndt at skyde mennesker. De vil drukne Ukraine i blod. Men vi giver ikke efter. Vi tager ikke et eneste skridt tilbage fra denne plads.
- Vi har ingen steder at trække os tilbage til. Ukraine er bag os, Ukraines fremtid er bag os, sagde en af oppositionslederne, Arseniy Yatsenyuk, i en tale for demonstranterne tidligere på dagen.