Heinz-Christian Strache, leder af Østrigs Frihedspartiet, er godt tilfreds med, at partiet ved søndagens valg har en fremgang på omkring fem procentpoint og ligger til at blive det tredje største parti.
Stemmerne er ikke talt op endnu, men tallene begynder at lægge sig fast.
Nyhedsbureauet Reuters skriver, at med 86 procent af stemmerne talt op - minus brevstemmer - har Frihedspartiet fået 26 procent af stemmerne.
Det konservative parti OVP er størst med 31,6 procent, mens socialdemokraterne har 26,9 procent af stemmerne.
Det betyder, at Frihedspartiet reelt kan bestemme, hvilket af de to store partier der skal danne regering.
Strache: Alt er muligt
Op til valget har det ifølge iagttagere ligget til, at den konservative leder, Sebastian Kurz, vinder valget og får støtte af Frihedspartiet, men partileder Strache er på valgaftenen ikke så sikker på det.
Strache har før beskyldt det konservative parti for at stjæle Frihedspartiets idéer, når det gælder indvandringspolitik.
Og han vil ikke sige, hvem han foretrækker som regeringsbærende parti, de konservative eller socialdemokraterne.
- Alt er muligt. Vi er glade for denne store succes, og én ting er sikkert: 60 procent af Østrigs befolkning har stemt for Frihedspartiets program, konkluderer han i et tv-interview med ORF med henvisning til, at de konservative efter hans mening har taget dele af Frihedspartiets politik til sig.
/ritzau/