Frederiksen håber på klimaenighed i EU: 'Men landene skal ikke betales for at gøre det rigtige'

EU's stats- og regeringschefer skal i dag diskutere, om EU kan blive klimaneutral i 2050.

Den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), mener, at høje klimamål skal være en politisk og ikke økonomisk beslutning. (Foto: © Kenzo Tribouillard, Scanpix)

Det vil være et yderst stærkt signal at sende, hvis alle EU's stats- og regeringschefer i dag kunne give hinanden hånd på, at den europæiske union skal være klimaneutral i 2050.

Det er meldingen fra statsminister Mette Frederiksen (S) inden dagens EU-topmøde i Bruxelles.

Her står spørgsmålet om klimaneutralitet – det vil sige, at EU-landene skal optage lige så mange drivhusgasser, som de udleder – øverst på dagsordenen.

- Det vil det være rigtig, rigtig stærkt, hvis Europa kan gå foran på verdensplan og sige, at vi er det første klimaneutrale kontinent i 2050. I den her sag er Danmark et af de lande, der skubber på, alt hvad vi kan, for at få ambitionerne hævet, siger statsministeren.

- Jeg ved ikke, om vi bliver enige, men fra dansk side støtter vi fuldstændig den mission.

Polen er et af de lande, der endnu ikke bakker op om klimamålet. Blandt de unge polakker er det dog ikke alle, der deler regeringens kurs. (Foto: © Janek Skarzynski, Scanpix)

Polen kræver penge

Det er ikke første gang, at spørgsmålet er på dagsordenen. I juni ønskede et stort flertal af EU-landenes ledere at vedtage det, men fire medlemslande, Polen, Tjekkiet, Ungarn og Estland, sagde nej.

Siden da har Estland skiftet holdning og bakker nu op om klimamålet. Og Charles Michel, der har overtaget formandsposten for Det Europæiske Råd efter Donald Tusk, håber, at de tre andre lande kan blive overbevist.

- Klimaforandringerne er prioritet nummer et på mødet i eftermiddag, sagde han, da han ankom til topmødet.

Polen har sammen med flere andre lande krævet, at der bliver afsat penge på EU-budgettet til at hjælpe de medlemslande, der ikke er så langt med den grønne omstilling. Og Europa-Kommissionen har foreslået at oprette en overgangsfond, hvor der skal mobiliseres op til 750 milliarder kroner til formålet.

Statsminister Mette Frederiksen er "ikke et sekund i tvivl om", at der skal sættes penge af til klimaet på EU's næste langtidsbudget. Men medlemslandene skal ikke have ekstra penge for at være ambitiøse på klimaets vegne, understreger hun.

- Det er et politisk valg, vi skal træffe i dag, om vi ønsker at sætte ambitionsniveauet højere på vegne af de europæiske lande. Og så skal vi selvfølgelig få forhandlet en tekst på plads. Men man skal ikke have noget for at gøre det rigtige.