Franske piger anklages for at ville kopiere terrorangreb

En 15-årig og en 17-årig diskuterede på Facebook, hvordan de ville angribe en koncertsal.

Anklagerne mod to franske piger, som angiveligt havde planer om at bombe en koncertsal, vækker grusomme minder om terroranslagene i november. Billedet er fra søndagen efter, at angrebene ramte i Paris. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Scanpix)

To teenagepiger i Frankrig er blevet sigtet for at planlægge et angreb på en koncertsal fire måneder efter, at islamister stod bag et lignende blodigt angreb i Paris.

Det oplyser kilder i det franske retsvæsen.

Pigerne, der er henholdsvis 15 og 17 år, udvekslede beskeder på Facebook. Her skrev de, at de ville kopiere angrebet i november mod koncertsalen Bataclan i hjertet af Paris, oplyser politiet.

De to piger blev anholdt onsdag. De blev stillet for en dommer ved en terrordomstol fredag sigtet for at planlægge terrorangreb.

To andre piger havde også deltaget i samtalerne på Facebook, men de blev løsladt og slipper for at blive tiltalt.

Anklagere siger, at sagen mod den 15-årige og den 17-årige er på et foreløbigt stadie, og at der er fundet "hverken våben eller eksplosive materialer". Det er heller ikke oplyst, om de to piger er radikaliserede muslimer lige som dem, der udførte massakren i Paris i november.

Frankrig har været i højeste alarmberedskab siden de dramatiske begivenheder 13. november. Under angrebet på koncertsalen Bataclan mistede 90 mennesker livet.

/ritzau/AFP