To gange på et døgn har franske kampfly bombet terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) i Syrien.
Ifølge nyhedsbureauet AFP faldt bomberne igen i byen Raqqa, der er kendt som IS-højborg.
- For anden gang i løbet af 24 timer har fransk militær udført luftangreb mod Daesh i Raqqa i Syrien, lyder det i en skriftlig meddelelse fra militæret tirsdag, der bruger et andet navn for IS.
Fredag aften dræbte en række koordinerede angreb 129 mennesker i den franske hovedstad, Paris. IS har taget skylden for angrebene.
Frankrigs præsident erklærede tre dages landesorg umiddelbart efter tragedien og meddelte, at angrebet var en krigserklæring.
Allerede søndag aften stod det klart, at franske kampfly havde bombet en række mål i Raqqa.
Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, mener, at Frankrig handler i selvforsvar efter angrebene i Paris.
- Det er det, vi gjorde med luftangrebene mod Raqqa. Vi kan ikke lade Daesh angribe os uden at reagere, sagde Fabius ifølge nyhedsbureauet dpa, da han deltog på det netop overståede G20-topmøde.
/ritzau/