Franske undersøgelsesdommere har iværksat en kulegravning af Fiat Chrysler.
Bilproducenten mistænkes for at have snydt med dieselbilers udledning af forurenende gasser.
Det oplyser unavngivne kilder i det franske retsvæsen.
Undersøgelsen er blevet sat i værk på opfordring fra Frankrigs kontor til bekæmpelse af svindel.
Den kommer efter et lignende forløb i USA. Her beskyldte myndighederne i begyndelsen af året italiensk-amerikanske Fiat Chrysler for at skjule over 100.000 bilers reelle udledning af skadelige udstødningsgasser.
Det skulle være sket gennem en særlig software, som bilerne havde fået installeret. Softwaren gjorde tilsyneladende, at der blev målt et andet udslip af miljøskadelige stoffer ved testkørsel end ved almindelig brug på landevejen.
I september sidste år rettede Tyskland lignende anklager mod Fiat.
Enheden, der hævdes indbygget i firmaets biler, kan ifølge den tyske regerings analyser slå et rensningssystem i udstødningen fra. Den skal være indsat i fire forskellige modeller.
Tyskland har bedt EU om at se på sagen.
Anklagerne mod Fiat Chrysler kommer i forlængelse af en enorm skandale i den tyske bilgigant Volkswagen.
Også Renault er under anklage for at have fusket med forureningstest.
/ritzau/AFP