Fransk premierminister: Vi har afværget fem terrorangreb

Premierminister Manual Valls meddeler, at de franske myndigheder har afværget en del angreb i landet.

Franske soldater på patrulje foran Notre Dame i Paris, efter en 24-årig mand er anholdt for at planlægge angreb mod mindst en kirke i Frankrig. (Foto: © Charles Platiau, Scanpix)

Franske myndigheder har afværget fem terrorangreb siden angrebene mod satirebladet Charlie Hebdo og en jødisk butik i januar, siger landets premierminister, Manuel Valls.

Meldingen kommer i forlængelse af, at en mand søndag blev anholdt, da han er mistænkt for at planlægge angreb mod en eller flere kirker i Frankrig.

- Aldrig har trusselsniveauet været så højt, siger Manuel Valls ifølge radiokanalen France Inter.

Han tilføjer ifølge nyhedsbureauet Reuters, at hundreder af franske statsborgere er rejst til Syrien for at kæmpe og dermed risikerer at blive radikaliseret og kan komme til at udgøre en trussel mod Frankrig.

Mand anholdt: Planlagde kirkeangreb

Den franske premierminister siger også, at antallet af afværgede angreb når op på fem, når man medregner søndagens anholdelse i Villejuif i udkanten af Paris.

Den mistænkte, en 24-årig fransk-algerisk it-studerende, er også mistænkt for at have skuddræbt en 32-årig kvinde, der blev fundet død i Paris.

Politiet har i forbindelse med mandens anholdelse fundet en bil med blandt andet håndvåben og skudsikre veste. Yderligere våben blev fundet i mandens lejlighed i den sydøstlige del af Paris

Han var blevet udpeget som en potentiel risiko af myndighederne allerede sidste år.

/Ritzau/DR Nyheder/